Du kan finde kommissionsloven på www.retsinformation.dk.
Kommission
Hvis du ønsker at sælge gennem en mellemmand og vil minimere din kreditrisiko, kan du overveje at gøre det ved kommission.
Kommission er en ordning, som går ud på, at en mellemmand (kommissionæren) påtager sig at sælge produkter for en andens (kommittentens) regning, men i eget navn.
Mellemmandsformen er kendt i en række lande, men reglerne kan variere fra land til land. I Danmark er kommissionsaftaler reguleret af kommissionsloven, og bemærkningerne i det følgende er baseret på denne lov, der som udgangspunkt kan fraviges ved aftale.
Det indbyrdes forhold
Når kommissionæren sælger kommittentens produkter, skal han eller hun følge de instrukser, som kommittenten giver, herunder med hensyn til produkternes salgspris.
Kommissionæren skal informere kommittenten om de salgsaftaler, han eller hun indgår, og skal videregive salgsprovenuet uden fradrag af nogen art til kommittenten.
Kommissionæren er aftalepart i forhold til de kunder, han eller hun sælger kommittentens produkter til, og bliver umiddelbart forpligtet over for kunderne. Kommittenten hæfter altså ikke for opfyldelsen af de salgsaftaler, kommissionæren indgår for kommittentens regning.
Provision
Kommissionæren har ret til en provision af de salgsaftaler, han eller hun indgår for kommittentens regning, men som udgangspunkt kun hvis kunden betaler for produkterne. Kommissionæren kan derudover have ret til godtgørelse for diverse udgifter, som han eller hun påføres i forbindelse med kommissionsaftalen.
Kommittentens ejendom
De produkter, kommittenten leverer til kommissionæren med henblik på salg, vedbliver med at være kommittentens ejendom, indtil kommissionæren har solgt dem.
Kommittentens kreditrisiko vil derfor alt andet lige være mindre end den kreditrisiko, han eller hun påtager sig ved levering til en forhandler med henblik på videresalg.
En forhandler er også mellemmand, men en forhandler handler i eget navn og for egen regning. Når en leverandør har solgt et produkt til en forhandler, er ejendomsretten til produktet i mangel af anden aftale derfor forhandlerens, og leverandøren bevarer således ikke ejendomsretten til de produkter, han eller hun leverer til forhandleren.
