Andre kontraktforhold (eneforhandlerkontrakten)
Det kan være en god idé at have helt klare aftaler om en række områder i kontrakten. Her kan du se, hvilke områder det drejer sig om.
Krav til eneforhandlerens medarbejdere
Hvis du sælger produkter, som har en særlig karakter - fx højteknologiske produkter - kan du have en interesse i, at de kun forhandles af personer, der har den nødvendige viden om produkterne.
Du kan selv vælge din eneforhandler, men du kan også have interesse i, at eneforhandleren kun beskæftiger personale, som fx er faguddannet. Hvis du har specielle krav til personalets kvalifikationer, skal du sørge for at have det med som et punkt i aftalen.
Du kan fx skrive i kontrakten:
Til salg af produkterne må eneforhandleren kun ansætte faguddannede medarbejdere.
Forpligtelser som leverandør
Som leverandør har du visse forpligtelser over for eneforhandleren. Det kan være klogt at tage udgangspunkt i loven om handelsagenter, da domstolene kan forventes at benytte denne analogt, hvis der opstår en tvist. Dvs. at domstolen kan bruge loven om handelsagenter og handelsrejsende i en situation vedr. eneforhandlere.
LINKS...
Lov om handelsagenter og handelsrejsende på retsinfo.dk
For at hjælpe eneforhandleren bør du stille nødvendigt salgsmateriale som fx produktbeskrivelser om materiale, holdbarhed og anvendelsesmuligheder til rådighed.
Du kan fx skrive i kontrakten:
Leverandøren skal opfylde § 5, stk. 1, 2, nr. 1 og 2 og stk. 3 i lov om handelsagenter og handelsrejsende anvendt analogt på eneforhandleren og derved handle loyalt og redeligt over for eneforhandleren, herunder:
- På forskellig vis understøtte eneforhandleren under afsætning af produkterne, herunder give kyndig vejledning i anvendelse af produkterne
- Løbende at underrette eneforhandleren om ændringer i leveringstider og leveringsvilkår
- Forsyne eneforhandleren omkostningsfrit med alle for eneforhandlerens salg nødvendige prøver, tegninger, prislister, mønstre m.m. Materialet er leverandørens ejendom og skal ved aftalens ophør returneres til ham
- Undlade at sælge produkterne direkte til kunder i området uden eneforhandlerens udtrykkelige skriftlige samtykke
- Undlade at give andre personer eller firmaer tilladelse til at sælge produkterne i området
- Underrette eneforhandleren i rimelig tid om ændrede leverancer.
Prisbindinger
Efter den danske konkurrencelov er det ikke tilladt at pålægge eneforhandleren bestemte videresalgspriser. Det indebærer, at du ikke kan bestemme, til hvilken pris eneforhandleren skal videresælge dine produkter. Men du må gerne fastsætte vejledende priser, som eneforhandleren kan følge eller lade være.
Du kan fx skrive i kontrakten:
Leverandøren har ret til at fastsætte priser for produkterne ved salg til eneforhandleren, og eneforhandleren har ret til frit at fastsætte videresalgsprisen.
Immaterielle rettigheder
Hvis det produkt, som eneforhandleren skal afsætte på markedet, er beskyttet ved patent, brugsmodel eller anden form for immaterialretlig beskyttelse, skal du være opmærksom på nogle særlige forhold. Ud over at du skal sikre dig, at du bevarer ejendomsretten til de immaterielle rettigheder, bør du sikre dig, at eneforhandleren kun benytter dine varemærker i forbindelse med salg af netop dine produkter.
Desuden skal I aftale, hvem der kan/skal foretage retsskridt, hvis tredjemand krænker rettighederne.
Du kan fx skrive i kontrakten:
Alle immaterielle rettigheder som fx patent- og varemærkerettigheder, som tilhører leverandøren forbliver dennes ejendom.
Eneforhandleren må ikke benytte leverandørens varemærke i forbindelse med salg af produkter, der ikke er fremstillet af leverandøren.
Eneforhandleren skal straks indstille brugen af leverandørens navn og varemærke ved ophør af aftalen.
Leverandøren tager nødvendige retsskridt, såfremt dennes immaterielle rettigheder krænkes.
Salgs- og leveringsbetingelser
Eneforhandlingsaftalen består reelt af to aftaler. Den ene er eneforhandlingsaftalen, der beskriver eneforhandlerens opgaver. Den anden er den egentlige salgsaftale med leverandørens salgs- og leveringsbetingelser. Eneforhandlingsaftalen bør indeholde en klausul, der henviser til leverandørens generelle salgs- og leveringsbetingelser.
Du kan fx skrive i kontrakten:
Parterne er enige om, at leverandørens til enhver tid gældende salgs- og leveringsbetingelser skal gælde for samtlige leverancer af produkterne og reservedele fra leverandøren til eneforhandleren.
Tavshedspligt
Eneforhandleren kan via samarbejdet få kendskab til leverandørens forretningshemmeligheder. Selv om eneforhandleren ifølge markedsføringsloven har tavshedspligt både under samarbejdet og efter dets ophør, er det klogt at få indføjet en hemmelighedsklausul i kontrakten.
Du kan fx skrive i kontrakten:
Parterne er forpligtede til at behandle knowhow og erhvervshemmeligheder erhvervet i forbindelse med denne aftale fortroligt.
Denne bestemmelse er gældende både i aftalens løbetid og efter samarbejdets ophør i det omfang loven foreskriver.
Konkurrenceklausul
Hvis du arbejder tæt sammen med eneforhandleren, er behovet for en konkurrenceklausul stort, da eneforhandleren efter samarbejdets ophør er en potentiel konkurrent. Det er derfor en fordel at sikre sig, at eneforhandleren ikke har ret til at drive konkurrerende virksomhed.
Du kan fx skrive i kontrakten:
Eneforhandleren er ikke berettiget til uden skriftligt samtykke fra leverandøren at drive virksomhed, arbejde for eller søge ansættelse i en virksomhed, der helt eller delvist konkurrerer med leverandørens virksomhed.
Denne konkurrenceklausul er gældende under samarbejdet og i x år efter dets ophør og vedrører området og produkterne, som er omfattet af denne aftale.
Hej, mit spørgsmål går på om der er en standard formular til en fortrolighedskontrakt, som bestyrels ...
Kære eksperter, Jeg har en enkeltmandsvirksomhed til videoproduktion og jeg vil købe et kamera fra ...
