Lean er for alle
Du skal ikke vælge Lean for Leans skyld. Du skal have et klart mål med Lean og afveje mulighederne i forhold til andre redskaber til udvikling af din virksomhed.
Lean kommer oprindeligt fra produktionsvirksomheder. Men principperne og værktøjerne har vist sig anvendeligt på mange andre områder - fx servicevirksomheder såsom banker og forsikringsselskaber samt i den offentlige sektor.
Ingen virksomheder er som sådan for små for anvendelse af Lean. Virksomheder helt ned til 3-4 medarbejdere kan have gavn af at anvende redskaberne - endda iværksættere kan have glæde af at få kendskab til Lean for at fastholde fokus på kundeværdi og ikke få opbygget uhensigtsmæssige informations- og produktionsstrømme.
Lean og kreativiteten
Lean fjerner ikke kreativiteten i din virksomhed. Et af formålene med Lean er at involvere medarbejderne i problemløsningen og udviklingen af virksomheden. Hvor der tidligere kun var få medarbejdere, der var beskæftiget med at løse problemer og tænke kreativt, så frigør Lean det kreative og problemløsende potentiale i alle medarbejderne.
Lean og arbejdsmiljø
Tanken i Lean er ikke at nedbryde arbejdsprocesserne til korte gentagende processer. Tværtimod er Lean kendetegnet ved at kunne opnå et bedre arbejdsmiljø gennem en øget inddragelse af medarbejderne på den enkeltes forudsætninger. Endvidere kan man gennem arbejdet med løbende forbedringer (kaizen) sætte fokus på at forbedre arbejdsmiljøet samtidig med, at man øge produktiviteten.
Lean kontra outsourcing
Erfaringer viser, at Lean kan være så stærk et redskab, at outsourcing ikke nødvendigvis er løsningen. Tværtimod kan der på visse produkter hhv. produktionsprocesser skabes en konkurrenceevne, der gør det muligt at beholde produktion i Danmark. Endvidere kan Lean være med til at forberede en eventuel outsourcing. Der er jo ikke meget idé i at outsource uhensigtsmæssigt organiserede arbejdsprocesser. Og LEAN kan være med til at afklare, hvad der har værdi for kunden – og dermed være medvirkende til at skabe et beslutningsgrundlag i forbindelse med outsourcing.
