Du kan læse mere om forsikringerne på Forsikring og Pension.
Forsikringer virksomheden skal tegne
Læs om de forsikringer, virksomheden skal tegne ved start og drift af virksomhed.
- Forsikringer virksomheden skal tegne
- Forsikringer virksomheden kan tegne
- Forsikringer indehaveren kan tegne
Forsikringer virksomheden skal tegne
Når du starter og driver en virksomhed, har du pligt til at tegne følgende forsikringer, hvis din virksomhed opfylder bestemte betingelser:
Ifølge arbejdsskadesikringsloven har enhver arbejdsgiver, der ansætter personer til at arbejde for sig her i landet, pligt til at tegne en arbejdsskadeforsikring. Det gælder, hvad enten arbejdet er lønnet eller ulønnet, varigt eller midlertidigt.
Dækningsområde
En arbejdsskadeforsikring sikrer, at ansatte, der kommer ud for en arbejdsulykke, eller deres efterladte kan få erstatning og godtgørelse. Ved en ”arbejdsulykke” forstår man en fysisk eller psykisk personskade, der er en følge af arbejdet eller de forhold, det er foregået under. Personskaden skal være forårsaget af en pludselig hændelse eller en påvirkning, der sker inden for 5 dage. Skader, der opstår under længere tids påvirkning, vil normalt blive betragtet som erhvervssygdomme, jf. afsnittet ”Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring”.
Eksempler
Eksempler på arbejdsulykker, der efter omstændighederne vil være dækket af en arbejdsskadeforsikring, er:
- En plejer får knæk i ryggen under håndtering af en beboer som følge af dårlige pladsforhold
- En lagermedarbejder får et vrid i ryggen under løft af en tung kasse som følge af, at kassens indhold forskubber sig
- En professionel bokser får under en kamp et slag i hovedet, som giver ham en hjernerystelse
Eksempler på erstatning
Eksempler på erstatning eller godtgørelse, der kan udbetales under en arbejdsskadeforsikring, er:
- Betaling af udgifter til sygebehandling, optræning og hjælpemidler.
- Erstatning for tab af erhvervsevne
- Godtgørelse for varigt mén
- Erstatning for tab af forsørger
Alle skal forsikres
En arbejdsgivers pligt til at tegne arbejdsskadeforsikring gælder også, selv om de personer, der ansættes, er medlemmer af arbejdsgiverens familie.
Dog er der ikke pligt til at tegne arbejdsskadeforsikring for medarbejdende ægtefæller, men ægtefæller kan blive sikret på samme måde som andre ansatte ved frivilligt at tegne en arbejdsskadeforsikring for sig selv.
Selvstændige erhvervsdrivende, der arbejder her i landet, kan ligesom medarbejdende ægtefæller frivilligt tegne en arbejdsskadeforsikring for sig selv.
Du kan tegne en arbejdsskadeforsikring i de fleste danske forsikringsselskaber.
Ifølge arbejdsskadesikringsloven har enhver arbejdsgiver, der ansætter personer til at arbejde for sig her i landet, pligt til at tilslutte sig Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring (AES).
Det gælder, hvad enten arbejdet er lønnet eller ulønnet, varigt eller midlertidigt.
Dækningsområde
AES sikrer, at ansatte, der får en erhvervssygdom, eller deres efterladte kan få erstatning og godtgørelse. Ved en ”erhvervssygdom” forstår man en sygdom, der er en følge af arbejdet eller de forhold, det er foregået under.
Skader, der opstår som følge af kortere påvirkning af til og med 5 dages varighed, betragtes som udgangspunkt som arbejdsulykker, jf. afsnittet ”Arbejdsskadeforsikring”.
Eksempler på erhvervssygdomme
Eksempler på erhvervssygdomme, der efter omstændighederne vil være dækket under AES, er:
- Hørenedsættelse som følge af udsættelse for kraftig støj på arbejdet i flere år
- Kroniske nakke-/skuldersmerter hos industrisyerske som følge af hurtigt gentagne bevægelser i skuldre og overarme mange gange i minuttet over flere år.
- Senesygdom i underarm hos slagteriarbejder som følge af talrige vrid, ryk og løft af kød med den ene hånd hver dag i forbindelse med udskæring.
Eksempler på erstatning
Eksempler på erstatning eller godtgørelse, der kan udbetales under AES, er:
- Betaling af udgifter til sygebehandling, optræning og hjælpemidler
- Erstatning for tab af erhvervsevne. Godtgørelse for varigt mén
- Erstatning for tab af forsørger
Hvem skal med
En arbejdsgivers pligt til at tilslutte sig AES gælder også, selv om de personer, der ansættes, er medlemmer af arbejdsgiverens familie. Dog er der ikke pligt til at tilslutte sig AES for medarbejdende ægtefæller, men ægtefæller kan blive sikret på samme måde som andre ansatte ved frivilligt at tilslutte sig AES.
Selvstændige erhvervsdrivende, der arbejder her i landet, kan ligesom medarbejdende ægtefæller frivilligt tilslutte sig AES.
AES er en selvejende institution, der opkræver bidrag til at finansiere udgifterne ved erhvervssygdomme hos arbejdsgiverne og udbetaler erstatning til tilskadekomne eller deres efterladte.
Ifølge færdselsloven skal den, der ejer eller bruger et motordrevet køretøj, sørge for, at der er tegnet en ansvarsforsikring for køretøjet, hvis det bruges på en vej, der benyttes til almindelig færdsel.
Det gælder, uanset om køretøjet skal indregistreres eller ej.
Ved ”motordrevne køretøjer” forstår man som udgangspunkt ethvert køretøj, der er forsynet med motor som drivkraft, såsom for eksempel personbiler, varebiler, lastbiler, busser, motorcykler og arbejdsredskaber (trucks, fejemaskiner, gulvpoleremaskiner m.v.).
Dækningsområde
En ansvarsforsikring dækker ansvar for skade, som et motordrevet køretøj forvolder på personer eller ting. Du skal dog være opmærksom på, at en ansvarsforsikring som hovedregel ikke omfatter skade på førerens ting og person eller på ting, der tilhører ejeren eller den faste bruger af et køretøj.
Du kan finde en oversigt over forsikringsselskaber, der tilbyder ansvarsforsikring for motorkøretøjer, under ”Hvad er DFIM?” på www.dfim.dk.
Læs mere på www.forsikringsoplysningen.dk.
En bygningsbrandforsikring er en forsikring, der dækker skade, der påføres en bygning i forbindelse med brand, lynnedslag, eksplosion, sprængning eller nedstyrtning af luftfartøj.
Långiver kræver forsikring
Det er ikke lovpligtigt for ejere af bygninger at tegne en bygningsbrandforsikring, og det gælder hvad enten det er en privatperson eller en virksomhed, der ejer en bygning. Hvis der er lån i en bygning, vil långiveren dog altid kræve, at der tegnes en bygningsbrandforsikring. På den måde er långiveren, der har pant i bygningen, sikker på, at han ikke mister de penge, han har udlånt, hvis bygningen skulle brænde.
Dækningsområde
Det kan variere fra forsikringsselskab til forsikringsselskab, hvad der er dækket af en bygningsbrandforsikring. Ud over selve bygningen kan en bygningsbrandforsikring dække skader på blandt andet bygningsfundamenter, faste elinstallationer, gas- og vandinstallationer, elevatorer, sanitets- og kloakanlæg, hårde hvidevarer, gulvbelægninger, haveanlæg og brandalarmer.
Forsikringen kan derudover blandt andet dække tab af huslejeindtægter, udgifter til leje af andre lokaler, oprydningsomkostninger og forøgede udgifter, som er forbundet med at opfylde byggemyndigheders krav ved genopførelse eller reparation af en beskadiget bygning.
