Lovvalg inden for EU
Her kan du læse mere om, hvad der gælder, hvis der er indgået en lovvalgsaftale, og hvad der gælder, hvis der ikke er indgået en aftale.
Hvilket lands lov en sag skal afgøres efter, hvis der opstår en uenighed mellem din virksomhed og en kunde i et EU-land, der har købt en vare eller ydelse via din hjemmeside, afhænger af, hvad en eventuel aftale mellem jer siger (lovvalgsaftale) og af lovvalgskonventionen, som gælder inden for EU.
Hvis din virksomhed ikke indgår nogen lovvalgsaftale med en kunde i et andet EU-land, som køber en vare eller ydelse via din virksomheds hjemmeside, så er det lovvalgskonventionen, der bestemmer, hvilket lands lov der skal gælde for jeres købsaftale. Herefter vil det være loven i det land, hvor virksomheden hører hjemme, der vil gælde, og det vil for din virksomheds vedkommende sige dansk ret.
Forbrugeraftaler
Hvis din virksomhed markedsfører sig i andre EU-lande eller på sin hjemmeside reklamerer med, at den også sælger til forbrugere der, så vil det være loven i det land, hvor forbrugeren har sin bopæl, der vil gælde. Før du begynder at sælge varer eller ydelser til forbrugere i EU-lande, er det derfor vigtigt, at du sætter dig ind i, hvilke regler der vil gælde for de købsaftaler, din virksomhed indgår.
En aftale om køb af en vare eller ydelse er underlagt den lov, som parterne har bestemt. For at være gyldigt skal et lovvalg dog være udtrykkeligt eller klart fremgå af aftalens bestemmelser eller omstændighederne i øvrigt. Hvis din virksomhed har sin lovvalgsaftale i nogle almindelige forretningsbetingelser, så bør du fx lave et system på din hjemmeside, der sikrer, at kunden skal sige ”OK” til betingelserne for at kunne afgive en ordre.
Indhold
En lovvalgsaftale med en kunde med bopæl i EU kan som udgangspunkt have det indhold, din virksomhed og kunden ønsker. I kan altså aftale, fx at jeres aftale skal være underlagt dansk lov, eller at aftalen skal være underlagt loven i kundens land. Principielt kan I også aftale, at jeres aftale skal være underlagt loven i et tredjeland, altså et land hvor hverken din virksomhed eller kunden har bopæl.
Forbrugeraftaler
Hvis din virksomhed markedsfører sig i et andet eller andre EU-lande eller på sin hjemmeside reklamerer med, at den også sælger til forbrugere der, så må en lovvalgsaftale ikke berøve en forbruger den beskyttelse, der tilkommer hende eller ham efter ufravigelige regler i den lov, som ville have fundet anvendelse, hvis der ikke var indgået nogen lovvalgsaftale. Det vil som udgangspunkt sige loven i forbrugerens land.
