Moms ved start
Når du sælger for mere end 50.000 kr. om året, skal du momsregistreres.
Du skal momsregistreres, så snart du regner med at sælge for mere end 50.000 kr. eksl. moms inden for et år. Det er din omsætning - det vil sige hvor meget du sælger for og ikke din fortjeneste - som afgør, hvornår du skal momsregistreres. Du skal altså ikke vente, til du har solgt for 50.000 kr. eksl. moms. Venter du, får du måske ikke lov til at trække momsen på dine investeringer fra.
Der er højere bundgrænser for momsregistrering for blinde, kunstnere mv., ligesom der gælder særlige regler for genbrugsbutikker og for varer og ydelser, der sælges ved velgørende arrangementer. Læs mere om det i Momsvejledningen på skat.dk.
Du skal momsregistreres senest 8 dage før du starter din virksomhed hos Erhvervs og Selskabsstyrelsen. Du kan registrere dig digitalt på virk.dk, hvor du finder alle offentlige indberetningsløsninger.
Momsfri
Du skal ikke momsregistreres, hvis du kun sælger varer og momspligtige ydelser for under 50.000 kr. ekskl. moms om året. Du kan dog vælge at blive registreret alligevel. Det vil fx være en fordel, hvis du for det meste sælger til momsregistrerede virksomheder.
Hvis din virksomhed vil sælge momsfri ydelser fx sundhedspleje, salg af kulturelle ydelser mm., skal du ikke betale moms, men en såkaldt lønsumsafgift. Du kan se eksempler på virksomheder, der skal betale lønsumsafgift i SKATs vejledning På vej mod egen virksomhed.
Virksomheder, der skal betale lønsumsafgift, skal registreres særskilt hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Du kan indberette lønsumsafgift på TastSelv Erhverv. Læs om indberetningsfrister for lønsumsafgift i vejledningen Når du indberetter og betaler til SKAT.
Momsudregning
Grundprincippet i momsreglerne er, at man beregner og opkræver moms af salgsprisen på sine varer. Momssatsen er for tiden 25 % i Danmark.
Eksempel på momsudregning
Pris for vare eller ydelse: 200 kr.
25 % moms: 50 kr.
= Kundens pris: 250 kr.
Momsen, der er de 50 kr., skal betales til SKAT inden for særlige frister. Overskrider du fristen, koster det 800 kr. Se frister på SKATs virksomhedskalender.
Salgsmoms (udgående moms)
Salgsmomsen består af salgsmoms, moms af EU-varekøb (erhvervelsesmoms), moms af såkaldte betalingspligtige køb og importmoms. Momsregistrerede virksomheder skal opkræve 25 procent moms (salgsmoms) af stort set alle varer og ydelser, som de sælger her i landet.
Når du for eksempel sælger en vare, som du selv vil have 100 kr. for, skal du lægge 25 % moms til beløbet for at få kundens købspris, som vil være 125 kr. Hvis en salgspris er med moms, udgør momsen 20 procent af den pris, som køberen skal betale.
Der er en række tilfælde, hvor der ikke skal beregnes moms af en momspligtig leverance fx ved eksportsalg, salg til turister, salg til ambassader mm. Du kan læse mere om fritagelser for moms i Momsvejledningens afsnit om Momsfritagelse.
Salg til erhvervsdrivende
Hvis du sælger momspligtige varer eller ydelser til andre erhvervsdrivende, skal du udarbejde en faktura.
En faktura skal indeholde:
- Fakturanummer
- Udstedelsesdato (fakturadato)
- Sælgers momsnummer (CVR-/SE-nr.), navn og adresse
- Køberens navn og adresse
- Varens eller ydelsens art og mængde
- Varens eller ydelsens pris pr. enhed uden moms, evt. prisnedslag, bonus og rabatter, hvis disse ikke er indregnet i prisen pr. enhed
- Gældende momssats
- Momsbeløbet, der skal betales
Salg til private
Sælger du varer til privatpersoner, kan du vælge mellem at udstede en kassebon eller en faktura.
En kassebon skal indeholde:
- Sælgers navn eller CVR-nr.
- Den samlede salgspris inkl. moms
En faktura skal indeholde samme oplysninger som ved salg til erhvervsdrivende.
Du skal altid udstede faktura ved salg til private, når den samlede salgspris overstiger 5.000 kr. inkl. moms. Der gælder særlige regler for virksomheder, som ikke har teknisk mulighed for at udskrive en kassebon, fx fordi de sælger varer fra en torvestand. Læs mere om det i vejledningen Moms - fakturering og regnskab på skat.dk.
Købsmoms (indgående moms)
Du betaler, med ganske få undtagelser, også 25 procent moms (købsmoms) af varer og ydelser, du køber hos leverandører mv. Hvis din virksomhed køber varer eller momspligtige ydelser til videresalg eller virksomhedens egen brug, kan købsmomsen trækkes fra. For at kunne trække købsmomsen fra, skal din virksomhed være momsregistreret.
Du kan læse mere om fradragsregler af købsmoms i vejledningen Moms - fakturering og regnskab på skat.dk.
Jeg overvejer at åbne et firma, men kun som bibeskæftigelse. Dvs. at jeg vil beholde mit job som arb ...
Jeg er blevet invalidepensionist pr. 31.12.2011. Der er nu begyndt at komme opgaver ind til mig på k ...

Hej Ann-Britt
Vi foreslår, at stiller dit spørgsmål til vores ekspertpanel i momsregistrering i stedet for:
http://www.startvaekst.dk/ekspertnytspm/0/2008/82/079BBEF03A40AA7F
kan man starte en lille systue ved siden af et fuldtidsjob og blive momsregistreret