Print Bookmark eller del artikel

Prototypen på en stærk gazelle

Hightech-gazeller er et sjældent syn midt på den sydjyske savanne, men Davinci Development A/S i Billund kommer til at markere sig endnu mere de kommende år.

Virksomhedens kernekompetence er avancerede prototyper fra 3d-printere – Rapid Prototyping, RPT – men den kan også gå ind helt fra starten og medvirke i udvikling, design og produktion af nye produkter.

»Vi er en udviklingsvirksomhed, der grundlæggende leverer ydelser til udviklingsafdelingen hos vores kunder. Når virksomheden ikke selv har kompetencen i huset, kommer de til os,« forklarer adm. direktør Ole Lykke Jensen, der ejer Davinci Development sammen med sin kompagnon Lars Pedersen.

De har begge en fortid som konstruktører hos Lego og startede virksomheden under navnet 3D Wizards i 2000. Teknologien er meget avanceret med bl.a. 3d-printere til flere millioner kroner, som kan forme prototyper direkte fra et designprogram i computeren. Det betyder, at selv meget detaljerede, mekaniske modeller kan køres direkte ud på printeren – eller bruges direkte i det færdige produkt som såkaldt Rapid Manufacturering.

Men Davinci kan også være med hele vejen fra første idé- og skitsefase på et nyt produkt og hjælpe med ingeniør- og udviklingsdelen helt frem til færdig produktion.

Det gælder f.eks. en ny type tandlægebor, der arbejder med »sandblæsning« med alu-oxid. I modsætning til de traditionelle, roterende bor giver det mindre smerte- og varmeudvikling på patienten med færre af de nervepirrende vibrationer i kraniet, og samtidig giver det tandlægen nemmere arbejdsvilkår.

Davinci har været med hele vejen i udviklingen, og potentialet er så lovende, at man i dette enkelte tilfælde selv har finansieret processen mod at få de tekniske rettigheder.

De seneste år har væksten taget fart, så virksomheden både i 2006 og i år er kåret som gazelle i Børsen. Senest har det været med en vækstrate på 143 pct. målt over fire år. Men alt tyder på, at Davinci de kommende år vil springe endnu højere på listen.

»Det seneste regnskab, som lige er afsluttet her i sommer, viser en vækst på 48 pct., og i det indeværende regnskabsår regner vi med 50 pct.,« oplyser Ole Lykke Jensen.

»Det har primært været inden for produktudvikling og konstruktion, vi er vokset det seneste år. Her har vi haft ekstra fart på.«

Som en meget interessant sidegevinst ved design i virksomhedens kraftige CAD-computere kan der også laves animationer – det vil sige filmsekvenser, der kan bruges til markedsføring eller f.eks. meget pædagogiske bruger- og samlemanualer.

»Vi har jo i forvejen alle 3d-data inde på computeren. Så det er nemt for os at tage næste skridt til animation, og vi kan lave ting, som slet ikke kan lade sig gøre på video. F.eks. kan vi gøre et emne gennemsigtigt, hvis man skal illustrere, hvad der sker indeni,« forklarer salgschef Søren Kavin, der ser mange uudnyttede muligheder for samarbejde mellem udviklings- og salgsafdelinger.

»Det er et spændende, separat forretningsområde i sig selv for os, fordi vi i forvejen bevæger os i den verden. Hele firmaet er jo gennemsyret af 3D CAD. Det er dét, vi kan.«

Tekniske animationer og avanceret modelarbejde skal også bane vej for flere opgaver i offshoreindustrien, som er et markedsområde, der skal bearbejdes yderligere.

Davinci Development har en afdeling i Sønderborg og har købt virksomheden Skamo i Kolding, der arbejder med traditionelle, håndbyggede skalamodeller, og har knowhow som kan kombineres med den digitale verden.

Næste skridt bliver etablering af en afdeling i København, som formentlig åbner næste forår for at komme tættere på kunderne og give mere fokus på medicobranchen. Selskabet regner med at kunne finansiere væksten selv, og organisationen er nu blevet gearet til stadig flere opgaver.

»Vi har udnævnt fire ansatte til teamchefer for hvert sit område, så jeg ikke bliver flaskehals,« fortæller Ole Lykke Jensen.

»Indtil nytår i år gik alt gennem mig, men nu kan jeg koncentrere mig mere om de andre opgaver og kigge mere fremad.«

Davinci Development har lige nu 21 ansatte i Billund samt tre personer i både Kolding og Sønderborg.

Af Kurt Henriksen
kurt.henriksen@borsen.dk

Sidst opdateret d. 30.09.2008