Økonomisk overblik
Som hovedregel er en virksomhed det værd, som den højstbydende køber vil betale for den. Overvej derfor, hvilken pris du ønsker for virksomheden.
Overvej løbende hvad du mener, din virksomhed er værd. Hvordan skal værdien gøres op? Og hvilke selskabs-, skatte- og arveregler kan have økonomisk betydning for dit ejerskifte? Kend værdien af din virksomhed, og vær opmærksom på den lovgivning, som regulerer dit udbytte af salget, så dine forventninger bliver afstemt tidligt i forløbet.
Værdien af din virksomhed
Søg professionel hjælp tidligt i forløbet, så prisen på din virksomhed kan blive vurderet. Det kan ske i samarbejde med din revisor eller en virksomhedsmægler.
Prisen på din virksomhed kan beregnes på forskellige måder. Men den vil altid være afhængig af virksomhedens marked, konkurrencesituation mv. Det vil som regel også være vigtigt, om du bliver i virksomheden efter salget eller ej. Og endelig har finansieringen også betydning for prisen. Der skal med andre ord tages stilling fra sag til sag.
Afdæk sammen med din rådgiver, om der er mulighed for at trimme virksomheden inden salget, så dit udbytte kan blive større.
Skat og lovgivning
Der kan være stor forskel på, hvor mange penge du står med i hånden, når virksomheden er solgt, og skatten er trukket. Skatten kan afhænge meget af, hvilken selskabsform, virksomheden er drevet i. Det er også vigtigt, hvilken overdragelsesform du vælger.
Afhængig af situationen findes der særlige overdragelsesformer, som kan være til gavn for såvel køber som sælger.
Det er således vigtigt at være opmærksom på den selskabsmæssige struktur og de skattemæssige forhold i virksomheden, der har betydning for et ejerskifte og for værdien af virksomheden.
Nogle gange er det kun en del af virksomheden, som skal sælges. Det vil ofte kræve ændringer i din virksomhedsstruktur, som du skal foretage mindst 3-4 år inden salget. Sørg for, at det sker i godt tid.
Pension og privat opsparing
Med til de økonomiske overvejelser hører også et overblik over din privatøkonomi efter ejerskiftet. Det er vigtigt, at du gør dig klart, hvad du har at leve for:
- Hvor stort bliver overskuddet fra salget?
- Får du stadig løn eller honorar fra virksomheden efter salget?
- Hvilke økonomiske fordele mister du ved at sælge virksomheden?
- Får du honorar fra bestyrelsesposter?
- Skal du fortsat arbejde i andre sammenhænge?
Hvis du går på pension efter ejerskiftet, bør du få dig et overblik over din pensionsopsparing:
- Hvor stor er din privat opsparede pension, og hvordan og hvornår vil den blive udbetalt?
- Hvor sikker er din private pensionsordning? Kan værdien af din opsparing blive forringet?
- Hvor meget får du i folkepension?
- Kan du gå på efterløn? Og ønsker du at arbejde i efterlønsperioden?
Uanset hvordan din situation ser ud, vil der ofte være behov for professionel rådgivning om din pension og privatøkonomi efter ejerskiftet.
