Vækstguiden er en hjemmeside, der samler alle de offentlige tilbud, som understøtter vækst, innovation og udvikling i din virksomhed. Du kan søge meget konkret på netop dét, din virksomhed har brug for tilskud til.
Offentlig finansiering
I forbindelse med start af egen virksomhed er det værd at undersøge, hvilke støttemuligheder der findes.
Der ydes ingen offentlig økonomisk støtte til nyetablerede virksomheder, med mindre der er tale om et unikt og/eller innovativt produkt eller koncept. Som udgangspunkt skal du derfor ikke regne med at få direkte økonomisk støtte til din nye virksomhed.
Fra du starter virksomheden og begynder at have udgifter, skal du så hurtigt som muligt få virksomheden til at hænge sammen økonomisk. Dette er også en nødvendighed selv med økonomisk støtte. Det er meget normalt, at virksomheder opererer med underskud i opstartsperioden, men ingen ønsker på sigt at investere i et urentabelt virksomhedsprojekt eller virksomhedsidé.
Lokal erhvervsservice
Den ’eneste’ generelle støtteordning for iværksættere fra det offentliges side er gratis vejledning ved virksomhedsstart. Det betyder, at du fx kan få nogle timers gratis rådgivning hos en virksomhedskonsulent eller deltage i iværksætterkurser, inden du starter egen virksomhed. Det kan naturligvis også hjælpe dig til at finde ud af, om der er mulighed for at søge midler eksternt til opstart af virksomheden. Alternativt hjælper vejlederen gerne med at finde den mest hensigtsmæssige måde at finansiere virksomhedsstarten på. Iværksættere kan med fordel henvende sig til kommunernes lokale erhvervsservice, men har din virksomhed et stort vækstpotentiale (fx i job eller eksport), kan du også vælge at kontakte de regionale Væksthuse for at få adgang til yderligere ekspertviden.
Du kan læse mere om Væksthusene ved at vælge din region på forsiden af Startvækst.
Innovationsmiljøer
Du kan også henvende dig til innovationsmiljøerne, der er etableret for at kunne støtte realiseringen af gode, innovative idéer og gøre dem rentable.
Vækstfonden tilbyder finansiel hjælp til såvel start som udvikling af mindre virksomheder. Der findes i Vækstfondens regi en lang række finansielle produkter, der passer til forskellige formål. Af disse er Kom-i-gang-lånet det mest anvendte. Dette kan du læse mere om herunder. På Vækstfondens hjemmeside kan du finde ud af hvilket finansielt produkt, der vil være bedst egnet til dit aktuelle behov.
Kom-i-gang-lån
Vækstfondens kom-i-gang-lån er et statsligt initiativ, der er målrettet til iværksættere. Lånet er en kombineret lånegaranti- og rådgivningsordning du kan komme i betragtning til ved at henvende dig til din bank. Din virksomheds CVR-nummer må højst være tre år gammelt.
Opfylder du kravene, vil du have mulighed for at låne op til 1.000.000 kr., hvoraf staten garanterer for 75 %.
Du kan læse mere om kom-i-gang-lån på Vækstfondens hjemmeside.
Specielle forhold
Der kan være forskellige specielle forhold, der betyder du kan få økonomisk tilskud til at starte og drive virksomhed. Det kan fx være fra private fonde og legater, branche-specifikke støtteordninger m.v. Ligger din virksomhed fx i yderområderne, er det muligt at få støtte via EUs ordning for støtte til økonomisk og social omstilling i områder med strukturproblemer. Denne støtteordning hører under Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og omhandler ”Mål 2-områder”.
Læs mere om Mål-2 områder på Europa.eu.
Hvad skal jeg gøre rent praktisk for at blive registreret som selvstændig. Det drejer sig om undervi ...
Jeg fik i november afsagt kendelse om gældssanering og har overholdt betalinger til denne i den forl ...
