De ni artikler der står i dette afsnit kan downloades som en PDF fil.
Download Outsourcing - en guide
Hvilken outsourcing model skal vælges?
I sin rene form har man ikke ejerskab i den virksomhed man outsourcer til. Kontraktproducenten er en selvstændig virksomhed.
En anden måde at få produceret i udlandet på er, at man investerer i sit eget produktionsapparat, og at man står som 100% ejer af dette.
En mellemform er at indgå i et Joint Venture med en lokal eller hjemlig samarbejdspartner, hvor den relative ejerandel aftales i en kontrakt.
Hvilken form man vælger hænger sammen med graden af: risiko, investering, kontrol, engagement, ressourcer, fleksibilitet, lokal involvering og muligheden for en exit.
Ren outsourcing
Ren outsourcing kan antage mange forskellige former. Det kan være outsourcing af:
- komponenter
- montage opgaver
- processer
- hele din fremstillingsvirksomhed
Omfanget af outsourcing samarbejdet kan antage mange grader. Fra simpel kontraktproduktion af standardiserede produkter, til en aftalt specialisering mellem de to parter. Ultimativt kan der indgås strategisk partnerskab mellem partnerne med fælles produktudvikling og åben udveksling af informationer.
Indirekte outsourcing
Du kan også vælge at lave en aftale med en dansk virksomhed, som har specialiseret sig i at udføre underleverandøropgaver fra et lavtlønsområde. Det er absolut den nemmeste form for outsourcing, da den i praksis svarer til, at man simpelthen bruger en anden dansk kontraktproducent.
Egen etablering
Hvis du vælger at investere i dine egne produktionsfaciliteter er der igen flere valgmuligheder. Du kan:
- lave en ”bar mark” etablering
- køber en eksisterende virksomhed
- køber eksisterende tomme bygninger
Overvejelsen kan endvidere gå på, om du skal købe grunden eller blot leje den.
Joint Venture samarbejde
En lidt blødere form end at stå som eneejer er at indgå i et Joint Venture samarbejde med en lokal partner i produktionslandet. Det kan også være et Joint Venture samarbejde med en anden dansk virksomhed.
Fordelen er, at man deler investeringen og risikoen. Men overskuddet skal også deles. Særligt i meget fremmedartede omgivelser kan det være en fordel at give ejerskab til en lokal partner, fordi den ledelsesmæssige tilstedeværelse kan være afgørende for succes.
I visse områder af Verden kræves ligefrem lokalt ejerskab i forhold til lovgivningen.
Følgende ting skal du være særligt opmærksom på i forbindelse med et Joint Venture samarbejde. Der skal:
- laves en Joint Venture kontrakt/aktionær overenskomst
- laves en fælles forretningsplan, der kan opnås enighed om
- aftales, hvem der har hvilke roller i organisationen
- aftales, hvordan overskud udloddes
- aftales, hvordan man forholder sig til ”skilsmisse”
Licensproduktion
Har du en særlig fremstillingsteknologi, eller ejer du et patent eller et varemærke, kan licensproduktion være en fornuftig måde at uddelegere produktionen på. Det er ikke så ressourcekrævende, da du lægger både produktions- og salgsaktiviteter ud til licenstageren.
I nogle tilfælde kan det være den eneste farbare måde at overkomme told og logistik barrierer på. Som licensgiver modtager du en royalty, som er kontraktligt aftalt.
Du skal være særlig opmærksom på følgende i forbindelse med licens samarbejde:
- Udvælgelse af licenspartner
- Udarbejdelse af licenskontrakt
Udvælgelse af licenspartneren
Når du udvælger en licenspartner tages udgangspunkt i en beskrivelse af dine langsigtede mål. Så begrænser du dig ikke unødigt fra starten. Det kan både være spørgsmål om mængde og om geografisk udbredelse af din idé, eller dit produkt.
Når du har beskrevet dine langsigtede mål defineres en ønskeprofil omfattende en eller flere licenstagere. Med udgangspunkt i profilen kan du afsøge markedet gennem fagmedier, ambassader o.l. og rangordne de mulige licenstagere i forhold til dine kriterier.
Kriterierne kan fx være licenstagers:
- størrelse
- adgang til salgskanaler
- teknologi
- geografiske placering
Udarbejdelse af Licenskontrakten
Du sikrer dine interesser bedst muligt ved at få lavet en kontrakt, som både sikrer dine immaterielle rettigheder og er udformet på en måde, så du får et:
- opstarts beløb
- minimums beløb
- løbende beløb baseret på mængde
I kontrakten skal også aftales geografiske og produktmæssige rettigheder, eventuelt eksklusivitet.
Desuden er det vigtigt at aftale retsvalget, dvs. ved hvilken domstol skal eventuelle tvister afgøres.
