Gode råd om partnerskaber
Der er mange fordele ved et velfungerende forretningsmæssigt partnerskab. Men der er også faldgruber. Læs om dem her.
I forretning såvel som i privatliv er det vigtigt at partnerskabet fungerer. Derfor er det af afgørende betydning, at man tænker sig godt om, inden man indgår et partnerskab.
De vigtigste fordele
- Fordeler den økonomiske risiko
- Opnår en større leveringssikkerhed i tilfælde af sygdom
- Fleksibilitet i arbejdstiden og dermed mulighed for at holde ferie
- Har nogen at diskutere strategi og problemløsning med
- Har nogen at dele de kedelige opgaver med
Afstemme forventninger
Ofte glemmer partnere at egne forventninger og holdninger med hinanden. Her er nogle inputs der kan hjælpe med at afstemme forventninger:
Har I en god arbejdsmæssig kemi?
I kender måske hinanden fra uddannelses- eller fritidssammenhænge og svinger godt sammen. Det er ikke det samme som at arbejde sammen. Brug nedenstående spørgsmål til at stemme hinandens forventninger af.
Supplerer I hinanden videnmæssigt?
Dvs. har I forskellig uddannelsesmæssig baggrund, eller forskellig erhvervserfaring, så f.eks. én tager sig af produktudvikling og produktion, mens en anden tager sig af kundekontakt og administration.
Kan I foretage en klar ansvarsopdeling?
Hvis ingen gider administrationen, er der en stor risiko for, at overblikket forsvinder. Eller hvis ingen har lyst til salg og kundekontakt, så får man dels ikke omsat nok, dels leverer man en dårlig service.
Har I de samme mål i tilværelsen?
Hvis jeres opfattelse af "det gode liv", hvis jeres drømme og forventninger i forhold til virksomheden og dens udvikling er meget forskellige, ja - så er der forudsigelige problemer i sigte.
Stemmer jeres økonomiske forudsætninger overens?
Er jeres økonomiske situationer i almindelighed og investeringer i virksomheden i særdeleshed ikke nogenlunde ens, er der stor risiko for uenighed. Især hvis I beslutter, at I skal bestemme lige meget, uanset hvor stor en investering den enkelte har foretaget.
Vil I løbe den samme økonomiske risiko?
Er jeres risikovilje, kreditværdighed og økonomiske ydeevne alt for uens, så løber I meget nemt ind i nogle meget vanskelige beslutningsprocesser. Processer hvor man måske skal ændre ejerandelene fra ligeværdighed til én eller anden form for skævhed, eller hvor en partner pludselig ønsker at trække sig ud, fordi huset nu står på spil.
Vil I lægge lige mange arbejdstimer i virksomheden?
Der kan over tid være en mængde årsager til meget forskelligartet indsats i virksomheden. Man kan stifte familie - spædbørn har det med at græde om natten, så mor eller far er dødtræt dagen efter, og dagen efter, og dagen efter..
Hvad med privatlivet?
Nogle foretrækker at holde privatlivet helt udenfor, mens andre har det bedst med at kende partnerens glæder og sorger. Det er i bund og grund en smagssag, men det kan være hensigtsmæssigt at aftale "dybden" af privat snak, eller information. Nogle private forhold kan påvirke virksomheden meget negativt, og det negative vil have en tendens til at forstærke sig selv, hvis man lægger låg på.
Hvad nu hvis partneren er min bror?
Familierelationer eller nære venskaber rummer såvel store fordele som store risici. Derfor er det altid klogt, så distanceret som muligt, at overveje og afstemme ovenstående punkter ligeså seriøst som hvis det havde drejet sig om alle mulige andre partnere. Husk at lytte til din indre stemme, den tager sjældent fejl.
I værste fald - hvad gør vi så?
Uanset alle gode forberedelser og intentioner, så kan der opstå så stor uenighed, at den eneste mulighed er, at partnerskabet må ophøre. Det behøver imidlertid ikke at betyde, at virksomheden må ophøre. Ved indgåelse af partnerskabet, skal I desuden indgå en aftale om, hvordan I skilles igen. Dét, at indgå en "skilsmisse" aftale, betyder, at I til enhver tid kender konsekvenserne af et brud. Og det er i sig selv ofte nok til at dæmpe gemytterne allerede i opløbet.
Hej. Vi er to gutter som står og skal til at åbne en webshop i løbet af foråret og er i denne forbin ...
Hej Jeg har gennem små 5 år drevet min egen virksomhed (enkeltmandsvirksomhed under virksomhedsordn ...
