Arbejdsulykker
Skulle en medarbejder komme til skade i forbindelse med sit arbejde, har du som arbejdsgiver nogle pligter i forhold til at anmelde skaden.
Skader anmeldes i henhold til Arbejdsmiljøloven og Arbejdsskadesikringsloven. Der er tale om to forskellige anmeldepligter med hver sit formål og med forskellige regler for, hvad der skal anmeldes, hvornår og til hvem.
Anmeldelse af en ulykke efter Arbejdsmiljøloven
Du har pligt i henhold til arbejdsmiljøloven til at anmelde arbejdsulykker og forgiftningstilfælde, der er sket ved at arbejde for arbejdsgiveren.
Anmeldepligten efter arbejdsmiljøloven er til brug for Arbejdstilsynets tilsynsarbejde.
Hvis ulykken eller forgiftningen medfører uarbejdsdygtighed i 1 dag eller mere, udover den dag skaden er sket, skal arbejdsgiveren snarest – og inden 9 dage efter første fraværsdag – anmelde arbejdsulykken eller forgiftningstilfældet.
Anmeldelser sendt til Arbejdsskadestyrelsen vil blive videresendt til Arbejdstilsynet.
Du skal give virksomhedens arbejdsmiljøorganisation (arbejdsmiljørepræsentanten) adgang til anmeldelsen. Arbejdsgiveren skal desuden give den tilskadekomne en kopi af anmeldelsen.
Anmeldelse af en ulykke efter Arbejdsskadesikringsloven
Anmeldepligten efter arbejdsskadesikringsloven tager sigte på erstatning til skadelidte.
Du skal anmelde ulykker senest 9 dage efter skadens indtræden, hvis du skønner, at skaden giver ret til ydelser efter arbejdsskadesikringsloven.
Ydelser efter arbejdsskadesikringsloven er betaling af:
- Udgifter til sygebehandling
- Optræning og hjælpemidler mv.
- Erstatning for tab af erhvervsevne
- Godtgørelse for varigt mén
- Overgangsbeløb og særlig godtgørelse ved dødsfald samt erstatning for tab af forsørger
Du skal også anmelde skader, der medfører udgifter til behandling, selv om skaden måske ikke efterlader varige følger.
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt skaden giver ret til ydelser efter arbejdsskadesikringsloven, bør du anmelde skaden til forsikringsselskabet. Herefter vil forsikringsselskabet eller Arbejdsskadestyrelsen tage stilling til, om skaden giver ret til ydelser efter loven.
Alternativt kan du få telefonisk rådgivning af Arbejdsskadestyrelsen om, hvorvidt skaden skal anmeldes efter arbejdsskadesikringsloven.
Har arbejdsskaden medført sygefravær i 5 uger, skal du altid anmelde skaden senest 9 dage efter udløbet af de 5 uger.
Ved dødsfald skal du orientere Arbejdsskadestyrelsen inden 48 timer.
Anmeld arbejdsskader
Anmeldelse af arbejdsskader kan ske elektronisk via Arbejdsskadestyrelsens og Arbejdstilsynets fælles elektroniske anmeldesystem EASY. For at anmelde arbejdsskader via EASY skal arbejdsgiveren bestille en pinkode. Anmeldelse og bestilling af pinkode kan ske på EASY.dk.
Både det elektroniske anmeldesystem EASY og den fælles anmeldeblanket giver mulighed for at anmelde arbejdsskader efter begge regelsæt samtidig eller efter et af regelsættene alene.
