Patent- og Varemærkestyrelsen
IP-Handelsportal - din guide til handel med IP-rettigheder
World Intellectual Property Organization (WIPO)
European Patent Office (EPO)
Office for Harmonization in the Internal Market (OHIM)
Beskyttelse af immaterielle rettigheder
Få et overblik over, hvordan du beskytter immaterielle rettigheder (IPR) - fx tekniske opfindelser, design og varemærker.
De væsentligste immaterielle rettigheder (IPR), der kan beskyttes efter ansøgning – eller automatisk nyder beskyttelse efter loven – er:
- Tekniske opfindelser
- Litterære og kunstneriske værker, herunder produktmanualer, brochurer, fotos, brugskunst og EDB-programmer.
- Design, d.v.s. formgivningen og udseendet af et produkt
- Varemærker, herunder firmanavne, produktnavne, logoer og slogans
IPR kan beskyttes efter ansøgning – eller nyder automatisk beskyttelse – efter immaterialretslovene. Disse love er kendetegnet ved, at de giver den, der har frembragt en IPR, eneret til at udnytte den.
- Tekniske opfindelser beskyttes efter patentloven eller brugsmodelloven ved indgivelse af ansøgning til Patent- og Varemærkestyrelsen. Hvis din opfindelse har et særligt design, som ikke har noget med teknikken som sådan at gøre, kan den måske tillige beskyttes efter designloven
- Litterære og kunstneriske værker nyder automatisk beskyttelse efter ophavsretsloven. Værker såsom møbler, smykker og legetøj kan efter omstændighederne tillige beskyttes som design efter designloven
- Design beskyttes efter designloven på en af to måder: Enten ved indgivelse af ansøgning til Patent- og Varemærkestyrelsen eller ved at udnytte den automatiske 3-årige beskyttelse, man har i medfør af designloven. Derudover kan et design efter omstændighederne nyde automatisk beskyttelse efter ophavsretsloven
- Produktnavne, logoer, slogans og andre varemærker beskyttes efter varemærkeloven enten ved, at de tages i brug, eller ved at der indgives ansøgning om registrering til Patent- og Varemærkestyrelsen.
Firmanavne beskyttes derudover automatisk, når der indgives ansøgning om registrering af firmaet til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen
For alle 'fænomenerne' gælder det i øvrigt, at de eventuelt og uafhængigt af andre love kan nyde automatisk beskyttelse efter markedsføringsloven, der giver en vis beskyttelse mod produktefterligninger m.v.
Hvis du ønsker beskyttelse for en IPR i udlandet, skal du følge de love, der gælder der.
For at en teknisk opfindelse kan beskyttes efter patentloven, skal den være ny i hele verden, adskille sig væsentligt fra, hvad der i forvejen er kendt (opfindelseshøjde), og kunne udnyttes industrielt.
Betingelserne for beskyttelse efter brugsmodelloven er som udgangspunkt de samme, men kravene til opfindelseshøjde er mindre.
Kunstnerisk eller litterært værk
For at et kunstnerisk eller litterært værk kan nyde beskyttelse efter ophavsretsloven, kræves det, at værket er originalt, det vil sige, at det er frembragt af ophavsmanden selv ved hans personlige, skabende indsats og ikke blot en videregivelse af noget allerede eksisterende.
Design
For at et design kan beskyttes eller nyde automatisk beskyttelse efter designloven, skal det være nyt i hele verden.
Varemærke
For at et varemærke kan beskyttes efter varemærkeloven, må varemærket eller andre mærker, der ligner det, ikke i forvejen være taget i brug eller registreret for varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art.
Krænkelser af dine rettigheder
I tilfælde af at nogen udnytter dine IPR uden din tilladelse, er der efter omstændighederne mulighed for at få krænkelsen stoppet hurtigt ved et fogedforbud, ligesom der - uafhængigt af et forbud - kan kræves erstatning og straf over krænkeren.
IPR-pakken
Med IPR-pakken får du vejledning i håndtering af IPR såsom patenter, varemærker, designregistreringer m.m. i hele innovationsprocessen - lige fra udvikling og beskyttelse af dine idéer til udnyttelse og håndhævelse af dine rettigheder.
Virksomheder kan få op til 10.000 kr. i tilskud til den indledende IP-undersøgelse og én times gratis rådgivning hos en privat IP-rådgiver.
IPR-pakken er et resultat af et samarbejde mellem Patent- og Varemærkestyrelsen og Væksthusene.
Hejsa Jeg har en rigtig god idé, den er dyr at komme igang med at lave. Hvad gør jeg? Tager jeg selv ...
