Salgsmodning
Salgsmodning handler om at gøre din virksomhed mere attraktiv for potentielle købere og ændre forhold, som de vil betragte som risici.
Måske skal virksomheden have en ny struktur. Måske er der behov for at forankre nøglemedarbejderes viden eller stramme op på dokumentationen af virksomhedens økonomiske og juridiske forhold. Fortsæt med at udvikle din virksomhed, selvom du har valgt at sælge den.
Virksomheden skal i princippet altid være salgsklar. På denne måde drives den mest optimalt. Og selvom du har besluttet dig for at sælge din virksomhed, skal du ikke holde op med at udvikle den. Tværtimod.
Organisatoriske ændringer
Giv din virksomhed et servicetjek i samråd med en rådgiver, og se på konkrete tiltag, der kan gøre din virksomhed mere værd og lettere at sælge. Det kan ske gennem organisatoriske tilpasninger, men også ved frasalg eller tilkøb af aktiviteter. Aktiviteter der ikke skaber værdi for virksomheden, bør du overveje at lukke.
Forankre virksomhedens viden
Mange virksomheder står og falder med den viden, som findes hos ejeren og enkelte nøglemedarbejdere. Det gør virksomheden sårbar og mindre attraktiv i en salgssituation. Hvis det er tilfældet i din virksomhed, kan dokumentation og forankring af virksomhedens viden være en væsentlig del af salgsmodningen.
Sørg for, at alle forretningsgange, produktionsmetoder, vejledninger og procedurer er opdaterede, lette at finde og beskyttet mod for eksempel tyveri og brand. Det vil under alle omstændigheder være en fordel, hvis du eller andre nøglemedarbejdere bliver ramt at langvarig sygdom eller dødsfald. Men det kan også øge virksomhedens værdi.
Dokumentér økonomiske og juridiske forhold
Få styr på virksomhedens kontrakter og aftaler med kunder, medarbejdere og leverandører. De skal være opdaterede og på skrift.
Sørg også for, at der er overblik over budgetter, lagerbeholdning og andre økonomiske forhold, som dokumenterer virksomhedens udviklingsmuligheder og forpligtelser. Det er også en del af salgsmodningen.
Ryd op
Det lyder banalt, men mange glemmer at se virksomheden med køberens øjne. Når du byder køberen indenfor, bør virksomheden tage sig godt ud. Indbydende bygninger, udenomsarealer og lokaler gør virksomheden mere attraktiv.
