Salgsmuligheder
Afdæk dine salgsmuligheder grundigt, og overvej om du vil sælge til en intern eller ekstern køber.
Det kan være en stor udfordring at finde den rigtige køber. Og dit valg kan have stor betydning for virksomhedens salgsværdi og fremtidige udvikling. Find køberen i dit netværk, via internettet eller med hjælp fra professionelle.
Man kan skelne mellem forskellige typer af købere:
De interne købere, er dem der står en nær – for eksempel en medarbejder eller et familiemedlem. De eksterne kan være konkurrenter, samarbejdspartnere, private investorer eller ventureselskaber.
Køberen kan desuden være enten ”en arbejdende køber” eller en mere passive køber, som ikke personligt driver virksomheden i det daglige.
Overvej, hvilken type køber din virksomhed har behov for. Salgsmodellen og modellen for overtagelse af virksomheden kan afhænge meget af, hvilken køber du finder.
Salg til intern køber
Det kan virke oplagt at finde køberen blandt mennesker, der stå en nær – for eksempel en medarbejder eller et familiemedlem. Men det rejser også en række spørgsmål: Er køberen kvalificeret til jobbet, og kan hans eller hendes kompetencer komme op på et højt nok niveau? Nyder køberen respekt blandt medarbejderne? Eller kan respekten oparbejdes?
Ved salg til et familiemedlem er det desuden vigtigt at være opmærksom på arve- og familiemæssige forhold: Er du indstillet på, at salg til et familiemedlem ikke nødvendigvis giver den højeste pris? Er de andre familiemedlemmer også indstillet på det? Og er du villig til at gennemføre salget, hvis det skaber splid?
Salg til ekstern køber
Salg til en konkurrent eller samarbejdspartner kan ofte øge virksomhedens værdi, fordi den pågældende virksomhed kan drage økonomiske fordele af den synergi, der kan opstå ved at lægge to virksomheder sammen. Det kan dog også betyde, at flere stillinger vil blive nedlagt, og medarbejdere vil blive afskediget. Er du indstillet på, at en køber forandrer din virksomhed og måske afskediger medarbejdere, som du har arbejdet sammen med i mange år?
Overvej, om det er vigtigt for dig at få størst mulig betaling for virksomheden. Eller er det vigtigere, at arbejdspladserne bevares og bliver i lokalområdet – også selv om det reducerer salgsprisen?
Find en køber
Du kan finde en køber på forskellige måder. Du kan oplagt benytte din personlige og professionelle omgangskreds. Her vil der ofte være nogen, der enten er interesserede eller kender mulige købere.
Du kan også søge efter købere på nettet. Søg efter lignende virksomheder og private investorer, eller skab kontakt til en køber gennem portaler, der anonymt matcher virksomhedssælgere og købere.
Spørg én af organisationerne, din revisor eller din advokat – de har mange medlemmer og kunder og kan også skabe kontakter.
Få rådgivning
Valget af køber har en række konsekvenser, og det er derfor vigtigt at få den rigtige rådgivning undervejs i forløbet.
