Kendetegn ved socialt iværksætteri
Sociale iværksættere etablerer sig inden for mange forskellige brancher, men der er alligevel et par typiske kendetegn.
Socialt iværksætteri egner sig til flere områder, end mange er klar over. Fx er den danske andelsbevægelse et klassisk eksempel på, hvordan socialt iværksætteri går hen og bliver en stor jobskaber og eksportgenerator inden for en branche, der globalt set er præget af megakoncerner. Men oftest arbejder socialøkonomiske virksomheder inden for velfærd, sundhed og miljø.
En socialøkonomisk virksomhed er gerne kendetegnet ved:
Samfundsnyttigt formål
Socialøkonomiske virksomheder arbejder for at fremme et socialt, sundheds- eller miljømæssigt formål. Det kan være inden for alt fra beskæftigelse af udsatte grupper, børnepasning, uddannelse, pleje af ældre og miljøfremmende formål.
Egenindtjening
Socialøkonomiske virksomheder får hele eller dele af deres indtjening gennem salg af produkter eller ydelser. Man kan dog supplere dette med tilskud fra puljer eller fonde.
Geninvestering
Et eventuelt overskud geninvesteres i formålet eller i udvikling af virksomheden, og der er fuld gennemsigtighed med, hvad der sker med fortjenesten.
Organisatorisk uafhængighed
Socialøkonomiske virksomheder er organisatorisk uafhængige af den offentlige sektor. Det betyder, at de har retten til at oprette og nedlægge sig selv.
Ofte ses også brugerdrevne løsninger, innovation, partnerskaber og lokal forankring.
Eksempler på virksomheder
Center for Socialøkonomi har skrevet om en række socialøkonomiske virksomheder, der fungerer som gode eksempler. Du kan finde dem her.
Kan du svare JA til nedenstående udsagn? Så er du sandsynligvis klar til at blive social iværksætter.
- Jeg har et højt energiniveau og har ofte gang i mange projekter på én gang.
- Jeg er ofte den der sætter nye idéer i gang og får andre med på ideén.
- Jeg er vant til at arbejde med mange forskellige mennesker.
- Jeg ser et socialt- sundhedsmæssigt eller miljømæssigt problem jeg vil gøre noget ved.
- Jeg har en idé/et produkt, jeg kan sælge så problemet bliver løst/mindre.
- Jeg vil drive en virksomhed der giver overskud, så jeg kan bruge de penge til at gøre mere ved problemet.
- Jeg har lyst til at få andre med på min idé.
Sidst opdateret: 23.02.2012
Gennemsnit (
0 stemmer)
Din stemme er registreret