En god forudsætning for et partnerskab er, hvis I har et sammenfaldende kundesegment eller samme sociale målgruppe.
Partnerskaber
Sociale iværksættere danner ofte partnerskaber med andre virksomheder.
Som social iværksætter vil du med fordel kunne indgå partnerskaber med andre virksomheder, fordi din virksomhed ikke udelukkende er til for at tjene penge, men også har et samfundsnyttigt formål. For sociale iværksættere handler partnerskaber ikke om penge, men om kompetencer og ressourcer - så man sammen kan udvikle løsninger på sociale problemer.
Et typisk eksempel på et partnerskab er en større virksomhed, der går sammen med en interesseorganisation og fx donerer en vis procendel af salget til organisationens "sag". Virksomheden fremstår ansvarlig og nyder godt af interesseorganisationens image, mens organisationen får rejst flere midler.
Når du tænker i partnerskaber med andre virksomheder eller organisationer, er det vigtigt, at du overvejer de gensidige fordele og gevinster. Hvis et partnerskab skal fungere og bære frugt, skal begge parter have noget ud af det. Tænk over, hvordan du kan etablere bindende partnerskaber med klare gensidige fordele, så alle involverede parter hjælpes frem af den fælles indsats.
Projekter
Det er også meget almindeligt at indgå bindende partnerskaber i forbindelse med gennemførelsen af et konkret projekt.
Afhængig af, hvilken type partnerskab du indgår, kan det være mere eller mindre vigtigt at formalisere partnerskabet med en kontrakt. Men som minimum bør I altid have en skriftlig aftale omkring rammerne og forventninger til hinanden.
Center for Socialøkonomi har udviklet en mini-partnerskabskontrakt, som du kan tage udgangspunkt i, hvis du ønsker, at der skal ligge en kontrakt til grundlag for partnerskabet. Vær opmærksom på, at kontrakten ikke nødvendigvis er udtømmende. Det kan være en fordel at rådføre sig med en professionel rådgiver.
