De oplysninger, du finder her, er generelle og ikke udtømmende. Du bør derfor ikke bruge dem til at træffe beslutninger uden først at have rådført dig med en professionel rådgiver.
Virksomhedsformer
Når du starter din virksomhed, skal du beslutte, hvilken form virksomheden skal drives i.
Dit valg er dog ikke bindende for tid og evighed. Skulle det senere vise sig, at det vil være bedre at drive din virksomhed i en anden form, kan du ændre virksomhedsformen.
Under overskrifterne enkeltmandsvirksomhed, interessentskab, anpartsselskab og aktieselskab kan du læse om de mest almindelige virksomhedsformer og deres væsentligste kendetegn. Kendetegnene er sammenfattet i denne oversigt, som giver et hurtigt overblik og kan være god at have i baghovedet under den videre læsning.
Du kan læse mere om de forskellige virksomhedsformer, også dem der ikke er nævnt her, i fx Skats Virksomhedsformer og deres hæftelsesforhold. Du kan også finde oplysninger om virksomhedsformer på mange revisionsfirmaers hjemmesider.
En enkeltmandsvirksomhed har som navnet afslører én ejer, og du kan derfor kun bruge virksomhedsformen, hvis du skal eje din virksomhed alene. Enkeltmandsvirksomheden er identisk med sin ejer i ét og alt. Det betyder, at virksomhedens aktiver tilhører ejeren. Det betyder også, at ejeren hæfter personligt for, at virksomheden opfylder sine forpligtelser over for andre, med alt hvad hun eller han ejer og har.
Ejerforhold
En enkeltmandsvirksomhed har én - og kun én - ejer, som er en fysisk person. Virksomhedsformen er altså en mulighed, hvis du er alene om at starte og eje din virksomhed. Kravet om, at en enkeltmandsvirksomhed kun må have én ejer, er ikke til hinder for, at andre som fx din ægtefælle eller ansatte deltager i driften af din virksomhed, eller at virksomheden overvejende drives af andre end dig selv.
Ledelse
Der er ingen lovkrav om, at en enkeltmandsvirksomhed skal have en ledelse i form af fx en direktion. Som eneste ejer træffer du alle beslutninger om virksomheden, og du handler på virksomhedens vegne i forhold til omverdenen. Du kan dog give ansatte og andre fuldmagt (tilladelse) til også at handle på virksomhedens vegne ved at give dem lov til fx at hæve på virksomhedens bankkonti eller indgå salgsaftaler.
Hæftelse
En enkeltmandsvirksomhed er identisk med sin ejer, og det betyder, at virksomhedens rettigheder og forpligtelser er ejerens. Som ejer hæfter du altså for, at virksomheden opfylder sine forpligtelser over for andre, fx betaler løn til ansatte og betaler husleje til tiden, og du gør det med hele din formue, d.v.s også privat hus, bil, båd m.v. Din ægtefælle hæfter som udgangspunkt ikke for virksomhedens forpligtelser bortset fra skattegæld.
Startkapital
Der er ingen lovkrav om, at der skal indskydes en vis minimumskapital i en enkeltmandsvirksomhed, for at den kan startes. Du kan altså starte en enkeltmandsvirksomhed uden at indskyde en eneste krone. Dog skal du være opmærksom på, at der naturligvis til enhver tid må være den kapital til rådighed, som er nødvendig for at drive virksomheden og svare enhver sit.
Bogføring og årsrapport
En enkeltmandsvirksomhed skal bogføre efter bogføringsloven, men er ikke forpligtet til at udarbejde og indsende årsrapport til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen efter årsregnskabsloven. Oplysninger om virksomhedens økonomi kan altså holdes hemmelige for offentligheden. En enkeltmandsvirksomhed kan dog frivilligt aflægge årsrapport, og er den ikke kun til egen brug, skal den følge reglerne i årsregnskabsloven.
Skat
En enkeltmandsvirksomhed beskattes under en af tre ordninger efter ejerens valg: 1) Personskattereglerne, hvor indkomsten beskattes som personlig indkomst, 2) Virksomhedsordningen, hvor renteudgifter kan fratrækkes i den personlige indkomst og overskuddet opspares i virksomheden mod at betale en foreløbig skat, eller 3) Kapitalafkastordningen, der giver nogle af virksomhedsordningens fordele, men er mere enkel.
Start af virksomhed
Det er nemt at starte en enkeltmandsvirksomhed - du kan udfylde startblanketten online. Har du spørgsmål, står Erhvervs- og Selskabsstyrelsen parat med hjælp på telefon 33 30 77 00 eller via WebReg-support. Det er gratis at starte en enkeltmandvirksomhed, og det koster dig derfor kun din egen tid eller det honorar, du betaler en professionel rådgiver for at hjælpe dig.
Love og regler
Der findes ikke nogen særlig lov for enkeltmandsvirksomheder, som skal overholdes. De regler, der gælder for enkeltmandsvirksomheder, findes i forskellige generelle love såsom lov om erhvervsdrivende virksomheder (firmanavn), bogføringsloven, årsregnskabsloven, virksomhedsskatteloven (virksomheds- og kapitalafkastordning), mindstekravsbekendtgørelsen (skatteregnskab) m.fl.
Et interessentskab har to eller flere ejere, og du kan derfor kun bruge virksomhedsformen, hvis du skal eje din virksomhed sammen med andre. Interessentskabet er ikke identisk med sine ejere i ét og alt, ligesom tilfældet er for enkeltmandvirksomheden. Ejerne hæfter dog ligesom ejeren af en enkeltmandsvirksomhed personligt og derudover solidarisk (én for alle og alle for én) for, at virksomheden opfylder sine forpligtelser over for andre.
Ejerforhold
Interessentskabet har to eller flere ejere, der kan være såvel fysiske personer som selskaber såsom anparts- og aktieselskaber. Virksomhedsformen er altså en mulighed, hvis du skal starte og eje din virksomhed sammen med andre, men ikke hvis du skal gøre det alene. Hvis ejerne af et interessentskab ikke aftaler andet, ejer de lige meget af virksomheden.
Ledelse
Der er ingen lovkrav om, at et interessentskab skal have en ledelse i form af fx en direktion, men ejerne kan bestemme det. Hvis ejerne af et interessentskab ikke aftaler andet, kræver alle væsentlige beslutninger om virksomheden enighed mellem dem, og hver enkelt ejer kan handle på virksomhedens vegne i forhold til omverdenen. Ejerne kan give ansatte og andre fuldmagt (tilladelse) til også at handle på virksomhedens vegne.
Hæftelse
Ejerne af et interessentskab hæfter for, at virksomheden opfylder sine forpligtelser over for andre, fx tilbagebetaler lån til tiden, og de gør det personligt, solidarisk og med hele deres formue. Det betyder, at hvis interessentskabet undlader fx at betale et beløb til tiden, så kan den, der har beløbet til gode, kræve det betalt af den af ejerne, hun eller han ønsker. Og det gælder, uanset hvad ejerne har aftalt indbyrdes.
Startkapital
Der er ingen lovkrav om, at der skal indskydes en vis minimumskapital i et interessentskab, for at virksomheden kan startes. Du og dine medejere kan altså starte et interessentskab uden at indskyde en eneste krone. Dog skal du være opmærksom på, at der naturligvis til enhver tid må være den kapital til rådighed, som er nødvendig for at drive virksomheden og svare enhver sit.
Bogføring og årsrapport
Et interessentskab skal bogføre efter bogføringsloven, men er ikke forpligtet til at udarbejde og indsende en årsrapport til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen efter årsregnskabsloven, hvis ejerne er fysiske personer. Oplysninger om virksomhedens økonomi kan altså holdes hemmelige for offentligheden. Et interessentskab kan dog frivilligt aflægge årsrapport, og er den ikke kun til egen brug, skal den følge reglerne i årsregnskabsloven.
Skat
I et interessentskab beskattes ejerne i forhold til deres ejerandel under en af tre ordninger: 1) Personskattereglerne, hvor indkomsten beskattes som personlig indkomst, 2) Virksomhedsordningen, hvor renteudgifter kan fratrækkes i den personlige indkomst og overskuddet opspares i virksomheden mod at betale en foreløbig skat, eller 3) Kapitalafkastordningen, der giver nogle af virksomhedsordningens fordele, men er mere enkel.
Start af virksomhed
Det er nemt at starte et interessentskab - du kan udfylde startblanketten online. Har du spørgsmål, står Erhvervs- og Selskabsstyrelsen parat med hjælp på telefon 33 30 77 00 eller via WebReg-support. Det er gratis at starte et interessentskab, og det koster derfor kun din og dine medejeres tid eller det honorar, I betaler en professionel rådgiver for at hjælpe jer.
Love og regler
Der findes ikke nogen særlig lov for interessentskaber, som skal overholdes. De regler, der gælder for interessentskaber, findes i forskellige generelle love såsom lov om erhvervsdrivende virksomheder (firmanavn, registrering), bogføringsloven, årsregnskabsloven, virksomhedsskatteloven, mindstekravsbekendtgørelsen (skatteregnskab) m.v.
Ejeraftale
Når du starter og driver en virksomhed sammen med andre, er det af allerstørste vigtighed, at I indgår en ejeraftale (interessentskabskontrakt), der beskriver de spilleregler, der skal gælde mellem jer indbyrdes. Det kan være regler om fx forpligtelse til at indskyde yderligere kapital, gensidig forkøbsret til hinandens ejerandele og forbud mod at drive konkurrerende virksomhed. Uden en ejeraftale opstår der lettere uenighed mellem jer. Du kan læse mere om ejeraftaler her.
Et anpartsselskab har en eller flere ejere, og du kan derfor bruge virksomhedsformen, både hvis du skal eje din virksomhed alene, og hvis du skal eje den sammen med andre. Et anpartsselskab er ikke identisk med sine ejere, men er en selvstændig ”person”. Ejerne af et anpartsselskab hæfter ikke personligt for, at selskabet opfylder sine forpligtelser over for andre, men hæfter kun med den selskabskapital, de har indskudt.
Ejerforhold
Et anpartsselskab har en eller flere ejere, der kan være såvel fysiske personer som selskaber såsom anparts- og aktieselskaber. Virksomhedsformen er altså en mulighed, både hvis du skal starte og eje din virksomhed sammen med andre, og hvis du skal gøre det alene. Størrelsen af en ejers ejerandel af et anpartsselskab bestemmes af, hvor stor en del af den samlede selskabskapital, hun eller han har indskudt.
Ledelse
Et anpartsselskab skal som minimum have en direktion, men kan også have enten en bestyrelse eller et tilsynsråd. Ejerne træffer deres beslutninger på generalforsamlingen med som udgangspunkt simpelt flertal (over halvdelen af stemmerne) eller 2/3 flertal. Har virksomheden medarbejderrepræsentanter, skal et anpartsselskab have enten en bestyrelse eller et tilsynsråd, hvor medarbejderne kan være repræsenteret.
Bestyrelsen står for den overordnede og strategiske ledelse og ansætter og udsteder retningslinjer til direktionen. Direktionen står for den daglige ledelse og, hvis anpartsselskabet ikke har nogen bestyrelse, tillige den overordnede og strategiske ledelse. Hvis selskabet har et tilsynsråd i stedet for en bestyrelse, ansætter og fører tilsynsrådet tilsyn med direktionen, men tilsynsrådet varetager ikke den overordnede og strategiske ledelse.
Hæftelse
Ejerne af et anpartsselskab hæfter ikke personligt for, at virksomheden opfylder sine forpligtelser over for andre. Ejernes hæftelse er begrænset til den selskabskapital, de har skudt ind i selskabet. Dog vil fx banker ofte kræve, at ejerne af et anpartsselskab garanterer tilbagebetalingen af et lån, som de har ydet til selskabet, og på den måde kommer ejerne alligevel til at hæfte for virksomhedens forpligtelser.
Startkapital
For at starte et anpartsselskab skal der indskydes en selskabskapital på mindst 80.000 kr. i form af kontanter eller andre værdier end kontanter. Hvis du stifter selskabet med kontanter, kan du dog nøjes med at indbetale ned til 25 % af selskabskapitalen, dog altid mindst 80.000 kr. ”Andre værdier end kontanter” kan være fx en virksomhed, som du hidtil har drevet som enkeltmandsvirksomhed, en produktionsmaskine eller et patent.
Bogføring og årsrapport
Et anpartsselskab skal bogføre efter bogføringsloven og udarbejde og indsende en årsrapport til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen efter årsregnskabsloven. Årsrapporten skal revideres af en registreret eller statsautoriseret revisor, medmindre virksomhedens balancesum, omsætning og antal beskæftigede falder under bestemte tærskelværdier. Undtagelsen gælder dog ikke holdingselskaber, d.v.s hovedejere af andre virksomheder.
Skat
I et anpartsselskab sker beskatningen i virksomheden og ikke hos ejerne som tilfældet er for enkeltmandsvirksomheden og interessentskabet. Et anpartsselskab betaler en selskabsskat af sin indkomst efter selskabsskattereglerne. Får du udbetalt løn fra selskabet, skal du betale A-skat og AM-bidrag på samme måde som andre ansatte, og får du udbetalt udbytte af din ejerandel af selskabet, skal du betale udbytteskat.
Start af virksomhed
For at starte et anpartsselskab skal der laves et stiftelsesdokument og vedtægter og derudover en vurderingsberetning, hvis selskabskapital indbetales i andet end kontanter. Du kan starte et anpartsselskab online (registrering - moms m.v.) eller du kan indsende en blanket (registrering - moms m.v.) til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, men ofte vil hjælp fra en professionel rådgiver være nødvendig. Det koster 670 kr. at registrere et anpartsselskab online og 2.150 kr. ved indsendelse af blanket.
Love og regler
Anpartsselskaber er tæt reguleret af selskabsloven, som indeholder regler om blandt andet selskabsstart, direktion, bestyrelse, generalforsamling og forhøjelse af selskabskapital. Derudover findes der regler for anpartsselskaber i forskellige generelle love såsom bogføringsloven, årsregnskabsloven, selskabsskatteloven, mindstekravsbekendtgørelsen (skatteregnskab) m.v.
Ejeraftale
Når du starter og driver en virksomhed sammen med andre, er det af allerstørste vigtighed, at I indgår en ejeraftale, der beskriver de spilleregler, der skal gælde mellem jer indbyrdes. Det kan være regler om fx gensidig forkøbsret til hinandens ejerandele, ret til at udpege bestyrelsesmedlemmer og forbud mod at drive konkurrerende virksomhed. Uden en ejeraftale opstår der lettere uenighed mellem jer. Du kan læse mere om ejeraftaler her.
Et aktieselskab har en eller flere ejere, og du kan derfor bruge virksomhedsformen, både hvis du skal eje din virksomhed alene, og hvis du skal eje den sammen med andre. Et aktieselskab er ikke identisk med sine ejere, men er en selvstændig ”person”. Ejerne af et aktieselskab hæfter ikke personligt for, at selskabet opfylder sine forpligtelser over for andre, men hæfter kun med den selskabskapital, de har indskudt.
Ejerforhold
Et aktieselskab har en eller flere ejere, der kan være såvel fysiske personer som selskaber såsom anparts- og aktieselskaber. Virksomhedsformen er altså en mulighed, både hvis du skal starte og eje din virksomhed sammen med andre, og hvis du skal gøre det alene. Størrelsen af en ejers ejerandel af et aktieselskab bestemmes af, hvor stor en del af den samlede selskabskapital, hun eller han har indskudt.
Ledelse
Et aktieselskab skal have en direktion og en bestyrelse eller et tilsynsråd. Flertallet af bestyrelsens eller tilsynsrådets medlemmer skal vælges af generalforsamlingen, og bestyrelsen eller tilsynsrådet skal have mindst tre medlemmer. Hvis et aktieselskab har medarbejderrepræsentanter, har de ret til at være repræsenteret i enten bestyrelsen eller tilsynsrådet.
Bestyrelsen står for den overordnede og strategiske ledelse og ansætter og udsteder retningslinjer til direktionen. Direktionen står for den daglige ledelse og, hvis aktieselskabet ikke har nogen bestyrelse, tillige den overordnede og strategiske ledelse. Hvis selskabet har et tilsynsråd i stedet for en bestyrelse, ansætter og fører tilsynsrådet tilsyn med direktionen, men tilsynsrådet varetager ikke den overordnede og strategiske ledelse.
Hæftelse
Ejerne af et aktieselskab hæfter ikke personligt for, at virksomheden opfylder sine forpligtelser over for andre. Ejernes hæftelse er begrænset til den selskabskapital, de har skudt ind i selskabet. Dog vil fx banker ofte kræve, at ejerne af et aktieselskab garanterer tilbagebetalingen af et lån, som de har ydet til selskabet, og på den måde kommer ejerne alligevel til at hæfte for virksomhedens forpligtelser.
Startkapital
For at starte et aktieselskab skal der indskydes en selskabskapital på mindst 500.000 kr. i form af kontanter eller andre værdier end kontanter. Hvis du stifter selskabet med kontanter, kan du dog nøjes med at indbetale ned til 25 % af selskabskapitalen. Selskabets ledelse kan senere kræve den del af selskabskapitalen, der ikke er indbetalt ved stiftelsen, indbetalt. ”Andre værdier end kontanter” kan være fx en virksomhed, som du hidtil har drevet som enkeltmandsvirksomhed, en produktionsmaskine eller et patent.
Bogføring og årsrapport
Et aktieselskab skal bogføre efter bogføringsloven og udarbejde og indsende en årsrapport til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen efter årsregnskabsloven. Årsrapporten skal revideres af en registreret eller statsautoriseret revisor, medmindre virksomhedens balancesum, omsætning og antal beskæftigede falder under bestemte tærskelværdier. Undtagelsen gælder dog ikke holdingselskaber, d.v.s hovedejere af andre virksomheder.
Skat
I et aktieselskab sker beskatningen i virksomheden og ikke hos ejerne som tilfældet er for enkeltmandsvirksomheden og interessentskabet. Et aktieselskab betaler en selskabsskat af sin indkomst efter selskabsskattereglerne. Får du udbetalt løn fra selskabet, skal du betale A-skat og AM-bidrag på samme måde som andre ansatte, og får du udbetalt udbytte af din ejerandel af selskabet, skal du betale udbytteskat.
Start af virksomhed
For at starte et aktieselskab skal der laves et stiftelsesdokument og vedtægter og derudover en vurderingsberetning, hvis selskabskapital indbetales i andet end kontanter. Du kan starte et aktieselskab online (registrering - moms m.v.) eller du kan indsende en blanket (registrering - moms m.v.) til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, men ofte vil hjælp fra en professionel rådgiver være nødvendig. Det koster 670 kr. at registrere et aktieselskab online og 2.150 kr. ved indsendelse af blanket.
Love og regler
Aktieselskaber er tæt reguleret af selskabsloven, som indeholder regler om blandt andet selskabsstart, direktion, bestyrelse, generalforsamling og forhøjelse af selskabskapital. Derudover findes der regler for aktieselskaber i forskellige generelle love såsom bogføringsloven, årsregnskabsloven, selskabsskatteloven, mindstekravsbekendtgørelsen (skatteregnskab) m.v.
Ejeraftale
Når du starter og driver en virksomhed sammen med andre, er det af allerstørste vigtighed, at I indgår en ejeraftale, der beskriver de spilleregler, der skal gælde mellem jer indbyrdes. Det kan være regler om fx gensidig forkøbsret til hinandens ejerandele, ret til at udpege bestyrelsesmedlemmer og forbud mod at drive konkurrerende virksomhed. Uden en ejeraftale opstår der lettere uenighed mellem jer. Du kan læse mere om ejeraftaler her.
Video: Skal du starte en enkeltmandsvirksomhed
Video: Skal du stifte et selskab?
Hej Jeg påtænker at starte egen virksomhed, men har lige et par spørgsmål som jeg håber du eller en ...
jeg har en lille bodega og er blevet tilbudt at forpagte en anden hvordan er reglerne ang. cvr numme ...
Ved ikke om det er det rette sted at skrive, men kan i ikke skrive noget om operettelse af S.M.B.A'er?