Vær opmærksom på dit forbrug. Find ud af, hvad du bruger energi til og hvor meget. Så kan du meget nemmere sætte ind.
Energibesparelser
At bruge mindre energi handler ikke bare om at skåne miljøet, men også om kontante og hurtige besparelser.
Hvad er bedst – at bruge 1.000 kr. på elregningen for at have it-udstyret tændt hele natten eller at bruge selvsamme 1.000 kr. på Google AdWords til at tiltrække flere kunder? Spørgsmålet er banalt, men mange tænker ofte kun på store virksomheder, når talen falder på energibesparelser. Virkeligheden er bare, at selv for iværksættere og mindre virksomheder er energibesparelser vigtige ikke mindst takket være konstant stigende priser på el, varme og vand.
Dertil kommer, at det de senere år er blevet mere og mere vigtigt med en grøn profil til virksomheden, og det kan blandt andet opnås ved at mindske sit energiforbrug.
Energiguiden
Energiguiden.dk blev lanceret som en del af elselskabernes kampagne, der var målrettet små og mellemstore virksomheder inden for henholdsvis erhverv, det offentlige og landbruget.
Energiguiden er stadig aktuel og kan hurtigt og enkelt hjælpe dig i gang med at spare på energien og opnå konkrete fordele – både i form af en bedre økonomi, men ofte også i form af et bedre indeklima. Energiguidens styrke er, at den opdelt efter brancher, så rådene passer præcist til de forskellige typer af virksomheder.
På energiguiden.dk kan du finde gode råd om besparelser inden for el, vand, varme og gas. Rådene er tilpasset, så de er enkle og lette at implementere. Som oftest består investeringen blot af lidt omtanke og ændrede vaner i hverdagen – meget mere skal der ikke til.
Energiledelse - light
Energistyrelsen har udgivet en vejledning til, hvordan små og mellemstore virksomheder kan komme i gang med at
- Overvåge og effektivisere energiforbruget
- Opnå besparelser
- Få bedre ressourcestyring
- Reducere klimapåvirkningen.
Det kalder Energistyrelsen for energiledelse light. Princippet kræver ingen særlige forudsætninger for at komme i gang, det handler i høj grad om sund fornuft og prioritering. Du kan downloade vejledningen her.
Få medarbejderne til at spare energi
Center for Energibesparelser (tidligere Elsparefonden) har en række værktøjer, der kan hjælpe dig med at spare energi deriblandt en medarbejderkampagne, der skal gøre opmærksom på spild og dårlige vaner i virksomheden. Derudover er der masser af gode og konkrete råd at hente.
Nem vej til CO2-reduktioner
Det har i de senere år været god tone både som privatperson og som virksomhed at tænke i at reducere CO2 forbruget. På klimakompasset.dk findes der en quickguide til mindre virksomheder, hvor der er masser af konkrete råd til CO2-reduktioner. Rådene er inddelt efter typer af virksomheder - fx kontorer, værksteder og butikker.
Elselskaberne råder over energirådgivere, der alle står klar til at bistå med gode råd og konkret vejledning. Find dem på energiguidens hjemmeside eller kontakt dit lokale energiselskab.