Få et Finansieringstjek
Lige nu kan du få tilskud til professionel rådgivning om den bedste løsning for finansiering af din virksomheds vækst og aktiviteter. Et finansieringstjek er en professionel gennemgang af dine finansieringsløsninger for vækst eller for finansiering af fx produktion, bygninger, it-udstyr og maskiner. Du vil opdage, at der findes andre og bedre løsninger for finansiering af vækst og udvikling.
Et finansieringstjek giver dig et fornyet syn på gælden, og hvordan den bedst muligt kan finansieres. Mange virksomheder ser lån i banken som det eneste finansielle redskab, men der er masser af andre muligheder – har du fx overvejet andre lånetyper, fakturakøb, kontraktfinansiering, leasing kontantrabat eller kortere betalingsfrister? Uanset om din virksomhed har brug for driftsfinansiering eller en mere langsigtet finansieringsform kan det betale sig at få et fornyet overblik. Lad en ekspert gennemgå din virksomheds aktuelle finansiering – der kan være mange penge at spare ved at tænke i nye muligheder:
Hvad er en finansieringsrådgiver?
Det er en uvildig ekspert med erfaring inden for økonomi og finansiering, som hurtigt vil kunne danne et billede af din virksomheds mest optimale finansiering.
Hvad koster det at få finansieringstjek?
Væksthuset skal godkende din ansøgning og henvise dig til en rådgiver. Du får herefter tilskud på 50 % af rådgivningsydelsen og maksimalt 5.000 kr. ekskl. moms. Et typisk forløb vil være en rådgivningspakke på i alt 10.000 kr. ekskl. moms, hvor halvdelen af beløbet refunderes af Væksthuset.
Hvordan kommer jeg i gang?
Du udfylder et ansøgningsskema her og sender til vækstkonsulent Klaus Bo Rasmussen på kr@vhhr.dk. Du vil efterfølgende blive kontaktet af en af vores konsulenter for at aftale det videre forløb.
Virksomheden BedreSkoleFoto.dk har succes med et unikt koncept for skolefotografering. Virksomheden er sæsonbetonet og har dermed en likviditetsudfordring i årets første seks måneder. Derfor har virksomheden valgt et Finansieringstjek gennem Væksthus Hovedstadsregionen:
Jens Haar, finansiel rådgiver fra Advisement: Udfordringen for BedreSkoleFoto.dk er at finde en optimal finansiering, der matcher de store udsving i indtægter i løbet af året. Vi ser bl.a. på mulighederne for refinansiering af fotoudstyr og mulighederne for en ekstern investor. Jeg vurderer naturligvis også, hvordan virksomheden kan styrke kreditværdigheden over for banker og investorer, og her er det oplagt at finde andre muligheder, som sikrer indtjening også i årets første måneder. Her har Gitte udviklet et koncept, som nu er klar til lancering. Vi arbejder desuden videre med en række mulige finansieringsløsninger. Samtidig får Gitte nogle enkle og effektive budgetværktøjer med nøgletal, som giver fuldt finansielt overblik og arbejdsro til driften.
www.advisement.dk
Gitte Blom Christensen, Direktør, BedreSkoleFoto.dk: Som iværksætter skal jeg ikke vide alting selv, og derfor har jeg valgt at få et finansieringstjek. Og det giver udbytte! Jeg har fået øjnene op for min virksomheds værdi, at jeg har et konkurrencedygtigt koncept og hvilke krav jeg kan og bør stille til en kommende investor. Jeg har desuden i samarbejde med Jens Haar, finansiel rådgiver besluttet, at det er NU jeg skal sikre indtjening i lavsæsonen. Jeg lancerer derfor nu mit nye koncept, hvor virksomheder kan få deres egne unikke billeder og portrætfotos, som understøtter virksomhedens profil og brand.
www.bedreskolefoto.dk
Sidst opdateret: 11.04.2012