Forbered køb af virksomhed
Forberedelsen af et virksomhedskøb forløber i tre faser: Købsmuligheder, indledende vurdering samt analyse og valg.
Når de indledende overvejelser er afsluttet, gælder det om at finde den virksomhed, du vil købe. En virksomhed, der passer til dine krav og økonomi, fremtidsplaner og personlige profil.
Måske kender du allerede den virksomhed, du vil købe. Måske har du flere virksomheder i kikkerten. Og måske skal du først til at afsøge markedet for købsmuligheder.
Når du står med en eller flere relevante virksomheder på hånden, skal du i gang med at analysere dem grundigt: Hvad er dens styrker og svagheder? Er prisen realistisk? Hvilken risiko påtager du dig som køber? Udgangspunktet for analysen er de materialer, som sælger stiller til rådighed.
Forberedelsen af et virksomhedskøb forløber i tre faser:
Købsmuligheder
Hvis du skal købe en virksomhed, bør du undersøge markedet omhyggeligt. Det er udfordrende og tidskrævende, men det er samtidig afgørende at du finder en virksomhed, der passer til din økonomi, fremtidsplaner og personlige profil. Opstil kriterier for dit køb og afsøg markedet.
Indledende vurdering
Når du har undersøgt markedet omhyggeligt og fundet nogle interessante virksomheder, bør du foretage en indledende vurdering af dem og udvælge nogle få, der matcher de kriterier, som du har opstillet.
Analyse og valg
Når dine købsmuligheder er snævret ind, skal du i gang med en dybere analyse af de udvalgte virksomheder. I denne fase bør du grundigt gennemgå de dokumenter, der præsenterer virksomheden for dig som køber. Målet er at få overblik over værdier i virksomheden og afdække risici.