Tilmeld dig nyhedsbrevet og få mere at vide om hvad der sker i dit væksthus.
Tilmeld dig nyhedsbrevet her
Internetsalget eksploderer, men langer din webshop flere varer over disken?
Kraftig vækst i dansk internethandel, men kun de bedste webshops vinder kampen om kunderne. Mød nogle af Danmarks bedste online eksperter i et unikt workshopforløb for dig, der vil skabe vækst i din webshop.
Vi er vilde med at handle på internettet og krise eller ej: 2010 bliver et rekordår. Danskerne ventes at handle online for 40 milliarder kroner i 2010, og har du en webshop, gælder det om at vælge den rette strategi og markedsføring, så du får del i internetomsætningen. Få grundigt indblik i strategi, analyse, design og markedsføring af din webshop på et unikt workshop-forløb, ”e360 grader – Vækst i webshops”, fra Væksthus Hovedstadsregionen.
Gør brugerne til kunder
”Det handler dybest set om at gøre brugerne til kunder – at få folk til at købe”, siger Vækstkonsulent Mette Sandgaard, når hun skal forklare, hvad de 6 workshops handler om. Det lyder enkelt, men det omfatter alt fra strategi, analyse, design, it-platform, online markedsføring til sociale medier. På hver workshop vil en specialist dele ud af sin viden og komme med konkrete cases og praktiske opgaver.
En professionel webshop kræver strategi og mål
”Mange tror, at det er nok at markedsføre sig gennem fx Google AdWords eller facebook, men deltagerne vil opdage, at de har brug for at vide meget mere for at kunne skabe en professionel webshop. Strategi og klare mål er fx noget af det vigtigste for online succes”, understreger Mette Sandgaard. Hun er leder af hele forløbet og har 10 års erfaring med e-business i større virksomheder fra en række førende onlinebureauer.
Gør din webshop bedre gennem webanalyse
Selvom webanalyse er hjertet i enhver webshop, så er det desværre ofte et forsømt område. En af de 6 workshop har derfor fokus på webanalyse med indlæg af Ivan Bager, Adeptus, Head of Web Analytics i Nordea og tidligere i VELUX.
”Mit udgangspunkt er at skabe forståelse for, hvad der er vigtigt at måle, og hvordan man opstiller de rigtige, kvantificerbare mål. Herefter kan man analysere sig frem til brugernes adfærd, følge hvad der går galt og hvorfor”, siger Ivan Bager og understreger, at workshoppen ikke handler om teknik og systemer, men har fokus på målsætninger, og hvordan analysen kan gøre dig klogere på brugerne.
En ægte e-købmands ahaoplevelser
Michael Vilnov Hansen deltog i ”Vækst i webshops” sidste år. Han ejer webshoppen www.bilvask.nu, hvor han bl.a. sælger professionelle bilplejeprodukter. Han råder andre webshopejere til at deltage i kurset.
”Vækst i webshop-forløbet gav mig en masse ahaoplevelser. Jeg blev blandt andet meget inspireret af Ivan Bagers workshop om webanalyse. Det var en stor øjenåbner. Jeg har lært meget ved at analysere mine kunders købsflow og bruge det til at opbygge webshoppen logisk. I min nye platform har jeg derfor også sørget for, at det bliver nemmere at måle, hvordan kunderne bevæger sig rundt. Kurset har betydet, at jeg har lavet mange små forbedringer løbende, og det jeg har lært, bruger jeg stadig, når jeg udvikler webshoppen”.
Bliv klædt på til e-business – endnu ledige pladser
”Efter forløbet er deltagerne desuden klædt på til at ’købe ind’ professionelt – fx når det gælder indkøb af it-platform, CMS-system og ikke mindst at vurdere indkøb af et websitedesign, der ikke bare er flot, men også fungerer i forhold til at få brugerne til at købe,” siger Mette Sandgaard.
Workshopforløbet ”e360 grader – Vækst i webshops” er et unikt tilbud til webshop-ejere, som nu kan komme 360 grader rundt om deres egen webshop og lære af erfarne specialister. Foruden Ivan Bager er det bl.a. også Mark Saarde fra Creuna, Skandinaviens største digitale bureau, der fortæller om webstrategi og designchef Stine Norstrand fra Dwarf, der fortæller om webdesign.
Ønsker du sparring om din webshop er du velkommen til at kontakte eBusiness Vækstkonsulent, Mette Sandgaard, Væksthus Hovedstadsregionen, e-mail: ms@vhhr.dk, telefon: 26192652.