Vil du se med nye øjne på din virksomheds brand, så kom med på Boost dit brand, en workshop om branding og identitet. Mød Johan Adam Linneballe, Scandinavian Branding A/S, en af Danmarks mest kendte identitets- og brandingdesignere.
Vær unik og byg et brand. Det sælger!
Dine kunder vurderer på et splitsekund, om de har tillid til din forretning. Derfor skal du sende de rigtige signaler - det kaldes branding, og har afgørende indflydelse på salget.
”I bund og grund handler branding om ens omdømme. Det gælder derfor om at være proaktiv og sørge for selv at have indflydelse på, hvordan omverdenen opfatter din virksomhed,” siger Per Nygaard, vækstkonsulent i Væksthus Hovedstadsregionen.
Et brand omfatter hele virksomheden
”Et typisk eksempel er en ellers faglig dygtig og seriøs virksomhed, der har et uprofessionelt website. De har ikke lagt tid og energi i det, til trods for at det er en primær kommunikationskanal med stor indflydelse på salg og omsætning. De går derved ubevidst glip af kunder og vækst,” siger han.
Design er en vigtig del af branding, men …
Flot design er et stort skridt i den rigtige retning, men ikke nok i en verden præget af hård konkurrence. For at branding for alvor skal få effekt, skal det gennemsyre hele virksomheden og dens handlinger. Mange tror dermed, at branding er dyrt og uoverskueligt at arbejde med, men det behøver det ikke være. Det handler lige så meget om sund fornuft og om at gøre sig nogle konkrete overvejelser:
Fem overvejelser om din virksomheds brand
1. Hvad gør mit firma unikt i forhold til konkurrenterne – design, service, viden og kvalitet?
2. Hvilke værdier er bærende for vores virksomhed – fx etik, miljø, socialt ansvar og faglighed?
3. Følger forretningsstrategien vores værdier helt ud i alle led og især den direkte kundekontakt?
4. Er vores ønskede brand troværdigt, i forhold til hvem vi er i virkeligheden. Gør vi som vi siger?
5. Sender vores firmanavn, visuel og sproglig identitet de signaler, vi ønsker?
Brand og strategi hænger sammen
”Branding er en strategisk beslutning, og det betyder, at alle virksomhedens organisatoriske dele skal sende det samme budskab. Forretningsstrategi, salg, service, produktion og medarbejdere skal fungere i samspil. På den måde bygger man et troværdigt og effektfuldt brand,” siger Per Nygaard. Han mener i den sammenhæng, at små og mellemstore virksomheder har store fordele. De har nemlig en overskuelig organisation og kan med kreativitet bygge en tydelig og personlig profil op over for kunder og andre interessenter – uden at skulle bruge de store markedsføringsbudgetter.
Man kan ikke kopiere et brand
”Mange virksomheder har fokus på det produktmæssige. Men ofte har de en unik historie og et produkt, de brænder for, og det skal de fremhæve. Det er essentielt når vi taler branding, hvor det gælder om at bygge en unik historie op om virksomheden. Det er et vigtigt konkurrenceparameter; for man kan kopiere et produkt, men man kan ikke kopiere et brand,” understreger Per Nygaard.
Har du brug for sparring om din virksomheds branding, så kontakt vækstkonsulent Per Nygaard, som med Væksthusets Væksthjul ser på, hvordan branding kan skabe vækst for din virksomhed.