Rekruttering af personale
Det er dyrt at ansætte en forkert medarbejder. Som virksomhedsejer skal du sørge for, at alt omkring ansættelsen fungerer optimalt.
Her får du en forklaring på alle de praktiske ting, du skal gøre, når virksomheden skal ansætte en medarbejder. Fra jobopslag til jobsamtale.
Forud for formulering af en stillingsannonce og en ansættelse skal der udarbejdes en jobbeskrivelse. Du bør ikke tage let på jobbeskrivelsen, da man ofte under den får startet nogle vigtige diskussioner om, hvad virksomheden har brug for. Det er især vigtigt, hvis det er en af virksomhedens første ansatte.
Diskuter bl.a.:
- Hvilke opgaver skal den ansatte løse i virksomheden? Noter opgaverne i rækkefølge efter vigtighed. Fokuser på de tre vigtigste
- Hvilke kvalifikationer passer til jobbet? Uddannelse, erfaring inden for IT, ledelse, økonomi mv.
- Kan vedkommende oplæres, eller skal han/hun vide alt på forhånd?
- Hvilken personlighed passer ind i virksomheden. En der ligner ejeren eller en der har andre kompetencer? Administrator, idéudviklende eller sælgende?
- Hvordan bidrager han/hun til indtjeningen i virksomheden?
- Hvilke udviklingsmuligheder ligger der i jobbet for den rette person?
- Kan organisationen ændres til at passe til den rette person?
- Hvem er den umiddelbare chef eller kollega, der skal oplære den nye?
- Hvad er lønnen? Større eller mindre en normalen inden for fagområdet?
- Starttidspunkt.
Eksempel på Service Assistent med salgs-baggrund
Virksomhed samler aktiviteterne på et nyt domicil i Århus fra 1. marts 2006. Da vi samtidigt er kommet en tand op i omdrejninger søger vi en holdspiller indenfor salg, service og marketing af vaskerimaskiner til fællesvaskerier og professionelt brug. Er du god til at spille bolden på tværs af banen, og kan du samtidig "gå selv", når det kræves? Og trives du med mange temposkift?
Ansvarsområde:
- Telefonisk kundebetjening
- Løbende opfølgning af responstid på de enkelte servicekald
- Proaktiv dialog og information til kunderne
- Planlægning og optimering af kalenderen for 10 serviceteknikere
- Servicering af reservedele til kunder og teknikerne
- Kontakt til distributører af reservedele ved manglende levering til tekniker
Kvalifikationskrav:
- Salgsuddannet med stor erfaring i service og kundebetjening
- Erfaring med telefonisk kundebetjening
- Service- og samarbejdsminded
- PC kendskab
- Evner at have mange bolde i luften
Personlige Kvalifikationer:
- Åben og ærlig
- God til kommunikation med kunder over telefonen
Arbejdsmåde og tid:
Fast arbejdstid kl. 08.00-16.00, dog om fredagen til kl. 15.30 (inkl. ½ times frokost).
Stemmer ovenstående overens med din baggrund og ønsker til fremtidigt job, bedes du sende din ansøgning samt CV til XXX, email xxx@xxx.dk. Vi skal have den i hænde senest d. 15. februar 2007.
Har du spørgsmål, du ønsker afklaret inden er du velkommen til at kontakte os på telefon 8615XXXX.
- Direktør Hans Hansen
Du kan benytte forskellige rekrutteringskanaler.
For eksempel:
- Dagspressen. De foretrukne aviser er Jyllands Posten, Politiken og Berlingske Tidende. Stillingsannoncer herfra kommer også på www.jobzonen.dk, hvor man også kan indrykke annoncer direkte.
- Internettet. For eksempel: www.stepstone.dk, http://jobindex.dk/,www.arbot.dk, www.jobfinder.dk, www.careerjet.dkog www.jobnet.dk.
- Lokalblade,fagblade og tidsskrifter.
- Netværk.
Det vigtigt med en korrekt og ensartet håndtering af alle indkomne ansøgninger. Det kan have en negativ effekt på virksomhedens omdømme, hvis ansøgninger ikke behandles med respekt.
Derfor skal alle ansøgere have en bekræftelse umiddelbart efter modtagelsen. Derudover skal der også gives tilbagemelding ved afslag, når stillingen er besat. Om tilbagemeldingerne gives via e-mail, brev eller telefonisk afhænger af den enkelte virksomhed.
Guide til udvælgelse af ansøgere til samtale
Hvis der er mange ansøgere er det en god idé at være systematisk i udvælgelsen.
For eksempel kan man lave en liste med følgende informationer
- Nummer - hver ansøger tildeles et nummer
- Navn på ansøger
- Bemærkninger fra dem, der gennemlæser ansøgningerne
- Vurdering - hver person, der læser ansøgningen, kan give den en vurdering fra 1-5. Alle med 4 og 5 skal måske læses igen, mens 1-3 kommer i en bunke for sig selv.
Et ansættelsesinterview har to formål:
- At danne sig et beslutningsgrundlag for en eventuel ansættelse
- At orientere den interviewede om stillingen og virksomheden.
Dette skal være i orden før interviewet går i gang:
- De, der skal med til interviewet, er forberedte
- Vær sikker på ikke at blive forstyrret af mobiltelefoner og andre ansatte under interviewet. Fokus er på ansøgeren
- Planlæg så ansøgeren bliver modtaget, og så der ikke er overlap mellem ansøgerne
- Hovedintervieweren skal have forberedt sig både mentalt og praktisk på interviewet. Fx ved at have gjort sig klart hvilke spørgsmål, der kan være relevante at få stillet.
Forslag til spørgsmål til jobsamtalen:
Indledning
- Hvad ved du om vores virksomhed?
- Hvorfor søger du netop denne stilling?
- Hvad var det i stillingsopslaget du faldt for?
- Hvor så du det henne?
Teoretisk baggrund
- Hvorfor valgte du netop den uddannelse?
- Hvad indeholder uddannelsen?
- Har du planer om videreuddannelse?
Praktisk baggrund
- Hvordan har du fået de sidste to stillinger?
- Af hvilke grunde forlod du de sidste to stillinger?
- Hvilket ansvar har du i din nuværende/sidste stilling?
- Beskriv en typisk arbejdsuge på dit nuværende arbejde
- Hvorfor ønsker du at forlade din nuværende stilling?
- Hvilke af dine hidtidige stillinger har du været mest glad for?
- Hvad er din bedste oplevelse i arbejdslivet?
- Hvad er de største udfordringer du endnu har oplevet i dit arbejdsliv?
- Nævn et par af dine største fejltagelser på dit arbejde
- Hvilke resultater opnåede du på dit tidligere arbejde?
- Hvad kendetegnede din bedste chef?
- Hvad kendetegnede din dårligste chef?
- Hvilke personer kan vi henvende os til (referencepersoner)?
Arbejdsmetoder
- Hvilken arbejdsstil har du?
- Beskriv hvordan du vil planlægge en budgetlægning
- Beskriv hvordan du vil arkivere materiale
- Har du prøvet at arbejde under press?
- Karakteriser din måde at arbejde på med kun et ord
Fritid
- Hvad bruger du din fritid til?
- Hvilke øvrige aktiviteter deltager du i?
- Er det vigtigt for dig at vinde, når du driver sport?
Personlighed
- Beskriv din personlighed
- Hvad er dine væsentlige styrker?
- Hvad er dine væsentlige svagheder?
- Hvad vurderer du selv som dine største styrker i dette arbejde?
- Hvad motiverer dig mest til at yde en indsats?
- Hvad er din holdning til overarbejde?
- Hvad er vigtigst for dig i forhold til arbejdet?
- Hvad vil du allerhelst beskæftige dig med?
- Hvilke typer af mennesker kan du bedst sammen med?
Fremtidsplaner
- Hvad er dine fremtidsplaner på kort sigt?
- Hvad laver du om 10 år?
- Hvilke forventninger har du til løn
- Hvornår kan du tiltræde?