Sun Eco Air
Vækstiværksættere skaber nye arbejdspladser og vækst i Danmark. Tal fra Danmarks Statistik dokumenterer, at vækstiværksættere i perioden 2005-2007 skabte 7.100 nye job. Vækstiværksættere spiller således en stor rolle for beskæftigelsen, produktiviteten og innovationen, men Danmark har alt for få af dem. Nu er jagten gået ind på talenterne, og også i Nordjylland er vækstiværksætterne for alvor kommet i søgelyset.
Aalborgensiske Andreas Munk er en af de vækstiværksættere, Danmark gerne skulle have endnu flere af. Da han i 2008 stiftede Sun Eco Air var ambitionerne store, men udviklingen har alligevel overgået alle forventninger til virksomheden, der har specialiseret sig i miljøvenlige ventilationsanlæg baseret på solceller og et særligt luftopvarmningsprincip.Vi er på to år gået fra produktudvikling til vækstudvikling, fortæller Andreas Munk, der i en alder af bare 30 år er i fuld gang med at udleve iværksætterdrømmen. Vækstpotentialet i Sun Eco Air understreges af et netop indgået partnerskab med Danfoss og Trusted by Danfossordningen, der fremmer udvikling og innovation inden for Clean Techindustrien.
Samarbejdet med Danfoss er unikt, da det indebærer en gensidig udveksling af knowhow. Danfoss stiller erfaring og faciliteter til rådighed for at accelerere vores vej ind på markedet, og optagelsen i Trusted by Danfoss er derfor også på alle måder et vigtigt element i vores fortsatte vækststrategi, siger
Andreas Munk. Han driver i dag virksomheden fra Aalborg, men forventer med det nye partnerskab også at etablere et udviklingskontor hos Danfoss.
Målrettet indsats
Med sit betydelige vækstpotentiale er Sun Eco Air en af de virksomheder, regeringen har sat jagten ind på. Regeringen har en klar målsætning om, at Danmark i 2015 skal være blandt de lande i verden, der har flest vækstiværksættere. Og selvom andelen af vækstiværksættere ifølge Erhvervsstyrelsens Iværksætterindeks fra 2009 var dobbelt så stor i 2008 som i 2005, skal der stadigvæk langt flere vækstiværksættere til, hvis regeringens 2015-ambition skal indfries.Det kan kun lykkes gennem et målrettet fokus at sikre de optimale rammebetingelser for iværksætter i
, fastslår iværksætterkoordinator i Væksthus Nordjylland Hans Peter Wolsing. Han koordinerer iværksætterindsatsen i Nordjylland – herunder også Væksthusets Vækst Iværksætter Program (ViP), der er målrettet de vækstparate virksomheder. Sun Eco Air var en af de første virksomheder, der blev optaget i programmet, og Andreas Munk vurderer, at især muligheden for at få tildelt en vækstguide har været afgørende for virksomhedens udvikling.
Som iværksætter kan det være svært at forblive på vækstsporet, og her har vi kunnet hente sparring og rådgivning hos en både dedikeret og kvalificeret vækstguide. Det har uden tvivl været med til at drive virksomheden i den rigtige retning
, pointerer Andreas Munk, der under forløbet har arbejdet tæt sammen med vækstguide og erhvervskonsulent i Hjørring ErhvervsCenter Henrik Dam.
Af Camilla Bjørg
