Bach Composite Industry
Fra underleverandør til teknologisk samarbejdspartner
Udviklingen er gået stærkt for Bach Composite Industry i Thy, der i dag er en international koncern med stærk konkurrencekraft. Bach Composite Industry har primært vokset sig stor som underleverandør til vindmølleindustrien, men søger nu også ud i andre brancher. Undervejs har kompositproducenten flere gange benyttet sig af Væksthus Nordjyllands vækstprogrammer - senest i 2009, da Thy-virksomheden etablerede sin
udviklingsafdeling.
"Ved hjælp af "Chef til leje" fik vi støtte til at knytte en amerikansk ekspert til vores virksomhed som ekstern konsulent. Det blev starten på en omfattende faglig opgradering af vores organisation, så vi nu har vores egen udviklingsafdeling, og det har gjort en stor forskel for os, fortæller adm. dir. Geert Skovsgaard.
Op i virksomhedshierakiet
Forskellen ligger blandt andet i kompetencen til at kunne beregne og dokumentere kvaliteten af produktionen. Tidligere lagde folkene i produktionen måske et ekstra lag glasfiber ind i et produkt for at gardere sig med hensyn til brudstyrke og holdbarhed. Som dygtige håndværkere kom man langt med en veludviklet fornemmelse for, hvad der er god kvalitet, men det rækker ikke til dagens krav om dokumentation. Derfor er Bach Composite Industry
gået op i virksomhedshierakiet og er nu en videnvirksomhed.
"Dermed har vi ændret vores attraktionsværdi som leverandør. Vi betragter os stadig som underleverandør, men det er klart, at vi står stærkere, når vi i kraft af vores viden kan gå direkte ind og gøre en positiv forskel i kundens værdikæde, siger Geert Skovsgaard.
Både viden- og produktionsvirksomhed
Den internationalisering, Bach Composite Industry har gennemløbet de sidste 10 år, tror den administrerende direktør er vejen frem for mange
mellemstore danske virksomheder, der ønsker at gøre sig gældende på eksportmarkederne.
"Vi har internationaliseret vores virksomhed på to måder. Dels henter vi den viden ind, som vi har brug for, uanset hvor i verden, den befinder sig. Vi fortsætter således samarbejdet med den amerikanske ekspert og har også en lille underafdeling af vores udviklingsarbejde placeret i Indien, hvor en lokal ingeniør arbejder for os. Men vi står ikke på ét ben. Den anden side af internationaliseringen er nemlig, at vi ikke "kun" er en videnvirksomhed,
men fortsat en produktionsvirksomhed med know how i at producere komposit-materialer. Og med egne fabrikker i Litauen, Kina, Spanien og USA er vi nu i stand til at minimere lønomkostningerne eller tilpasse os lokale markedsvilkår, uanset hvor i verden vi skal afsætte vores produktion. Kombinationen af vores konkurrencedygtige produktionsenheder og unikke viden er en styrke for os. Vi er på en og samme tid underleverandør og teknologisk samarbejdspartner, og det koncept tror jeg, at mange andre danske virksomheder også kan have fordel af", vurderer Geert Skovsgaard.
Af: Henrik Vinther
Læs flere pressemeddelelser og artikler
Denne artikel er bragt i magasinet INDTRYK 4. udgave. Læs onlineudgaven på www.nordjysk.indtryk.dk
Flere Virksomheder i Vækst er det største vækstprogram i Nordjylland nogensinde. Programmet opererer med et samlet EU-tilskud på 172 mio. kr. og skal i perioden fra maj 2008 til august 2012 understøtte væksten hos en lang række nordjyske virksomheder.
Programmet omfatter 4 indsatsområder:
For yderligere info kontakt:
Programleder Heidi Stubberup Ebeling, hs@vhnordjylland.dk / 96 35 44 01

Sidst opdateret: 08.12.2010