Den syvende himmel
"Man kan da ikke leve af at sminke gamle damer"
Nogenlunde sådan lød beskeden fra arbejdsformidlingen i Frederikshavn, da Birgitte Dannervig for snart 13 år siden kiggede ind for at høre lidt om uddannelsen til kosmetolog. Heldigvis. For næsten i trods besluttede hun at gennemføre den uddannelse, der senere skulle føre til åbningen af wellnesstemplet Den Syvende Himmel i Frederikshavn. Og vores allesammens Ole Henriksen? Jo, han kender skam godt stedet.
Det er lidt svært ikke at føle, at man som mand er havnet det helt forkerte sted, når man første gang træder ind ad døren til Den Syvende Himmel i Frederikshavn. Det er en oase af velvære, hudpleje og mental hot stone-massage, der ned til mindste detalje er orkestreret til lyden af vanddråber og soft listening-musik. Ikke desto mindre er der flere og flere mænd, der finder vej til Birgitte Dannervigs nordjyske wellness-højborg, der på 13. år nyder godt af den stigende bevidsthed om kroppens velbefindende.Mænd har den store fordel for os, at de besøger os igen og igen, når først de har oplevet, at vi ikke giver dem hårbånd på og iklæder dem lyserøde badekåber. Og for de helt unge mænd er det i løbet af få år blevet verdens mest naturlige ting at få rettet bryn eller fjernet hår på brystet. Derfor er hver femte gæst hos os nu en mand, og lige præcis på det område kan vi helt sikkert takke Ole Henriksen for et succesrigt PR-arbejde,
siger Birgitte
Dannervig, der står i spidsen for en af landets mest roste wellness-klinikker. Hun har flere gange besøgt Ole Henriksen i hans verdensberømte spa i Hollywood.Skæbnen ville, at min brors svigermor var barnepige for Ole i Nibe i tidernes morgen, og da vi arbejder inden for det samme område, går snakken som regel lystigt, når vi ind imellem ses. Han er blevet min mentor og en stor inspirationskilde i den måde, jeg går til tingene på
, siger hun.
Birgitte Dannervig er født i Frederikshavn og ud af en familie, hvor arbejde og fritid havde det med at flyde sammen i familiens møbelbutik. Efter et længere ophold i USA som 20-årig tog Birgitte Dannervig fuld af inspiration hjem til Danmark og åbnede i 1988 Fanellis, en diner efter amerikansk forbillede. Efter tre år måtte hun dog sande, at en murmestervilla til istandsættelse, en datter og enæggede tvillingesønner på vej trods alt var for meget på én gang. Derfor lukkede hun restauranten, og fandt i samme åndedrag på at tage en uddannelse som kosmetolog i Aalborg. - Da jeg ville høre lidt mere om uddannelsen på arbejdsformidlingen i Frederikshavn, havde de næsten kun hovedrysten til overs for mine planer. Dengang kendte man kun det lidet flatterende begreb sminkedame, og wellness-branchen var slet ikke etableret, som den er i dag. Jeg fik bare at vide, at man jo ikke kunne leve af at sminke gamle damer, men så blev jeg stædig. Jeg skulle nok vise dem, og da vi i 2004 efter nogle år på 77 kvadratmeter i Danmarksgade flyttede ind i fire gange så store lokaler, overvejede jeg at invitere arbejdsformidlingen med. Tænk, hvis jeg havde lyttet til dem. De havde helt klart ikke set mulighederne i den dengang gryende branche, siger hun.
I dag er Den Syvende Himmel vokset til 10 ansatte og har ifølge Birgitte Dannervig fundet sin helt egen niche med en kombination af et spa, en hudplejeklinik og et omfattende udvalg af hudplejeserier og mærker, man primært finder i udlandet eller i de større byer rundt om i Europa. Klinikken råder over tre mindre rum til de klassiske massage-, hårfjernings-, negle- og ansigtsbehandlinger. Derudover er klinikken udstyret med to store wellness-rum med plads til alt, hvad hjertet kan begære af par-jacuzzier, hot stone-massage, infrarøde saunabølger og et væld af forkælelsespakker til både små og store grupper. Den hastige udvikling har dog krævet en række til- og fravalg:I takt med at medierne skrev mere og mere om os, og vi fik flere og flere gæster fra udlandet og resten af Danmark, blev det sværere og sværere for mig at lede arbejdspladsen og samtidig bidrage som behandler på klinikken. Det var en stor udfordring, og jeg ville ikke gå på kompromis med nogen af delene, så jeg havde nogle meget lange arbejdsdage og ville samtidig gerne være den perfekte mor for børnene. Heldigvis kom jeg med i netværket Morgenfruerne, og derigennem fik jeg øjnene op for, at jeg gennem det lokale erhvervskontor og Væksthus Nordjylland kunne få hjælp til at blive klædt på som leder gennem vækstprogrammet Flere Virksomheder i Vækst og en tilknyttet privat konsulent. Det har været en uvurderlig hjælp, og det har gjort, at jeg har kunnet tage skridtet fra at være "hende den søde" til at være leder og træffe de nødvendige og ind imellem barske beslutninger. Det har gjort det til en meget bedre arbejdsplads, og i dag har vi medarbejdere, der kører helt fra Randers og Aalborg, fordi de gerne vil være hos os, siger Birgitte Dannervig. Ind imellem alt det administrative kan hun dog godt savne den nære kontakt med kunderne. - Så tager jeg lige en dag, hvor jeg er tæppebooket med behandlinger, og så får jeg det rush, det giver, når man kan mærke, at kunderne værdsætter behandlingerne og går løftet herfra,
siger hun.
Udviklingen i wellness-branchen er herhjemme gået rigtig stærkt de seneste år, men det skyldes primært, at danskerne har været relativt lang tid om at hoppe med på bølgen. USA er foregangsland på området, men også Tyskland sætter scenen med nogle klassiske spa- og behandlingssteder i eksempelvis Flensborg og Travemünde, som man kan blive henvist til af lægen, hvis man trænger til genopladning. Også i Sverige har man i flere år kunnet få batterierne ladet op på en lang række eksklusive country resorts med indbygget wellness. Hvis det står til Birgitte Dannervig, er det dog ikke det hele, der nødvendigvis hører hjemme i Danmark:Selvom vi hele tiden skal udvikle os og kigge de andre lande over skulderen, tror jeg ikke, vi skal følge alle tendenserne blindt. For eksempel har der iUSA været en tendens til, at behandlingerne er blevet mere og mere avancerede og teknologiske, og det ønsker jeg eksempelvis ikke i Den Syvende Himmel. Jeg tror nærmere, vi skal endnu mere tilbage til udgangspunktet, hvor det er kunden og behandleren, der har en meget tæt kontakt. En sanselig oplevelse snarere end at blive lagt ind i en maskine, der måske kan det hele på den halve tid, men alligevel ikke føles helt rigtigt,
siger Birgitte Dannervig.
På spørgsmålet om, hvor langt drømmene og ambitionerne rækker, er der to svar: ét før finanskrisen og ét efter: - Jeg har sammen med konsulentvirksomheden Ankerhus i Århus og Væksthus Nordjylland lavet en franchisestrategi, som gør, at vi vil kunne udvide med flere behandlings-klinikker rundt om i landet. Det vil jeg gerne, men det skal være sammen med de rigtige mennesker, så jeg hele tiden er sikker på, at den kvalitet vi leverer, og den metode vi behandler efter i Frederikshavn, også bliver en integreret del af kundernes oplevelse af os, uanset om vi åbner i Skagen eller København. Hele franchisekonceptet er klart, og ligesom jeg har været meget heldig med timingen omkring de andre dele af virksomhedens udvikling, tror jeg, den rigtige beslutning er at vente lidt. Selvom vi kun mærker finanskrisen i begrænset omfang, gør den, at det er blevet sværere at lykkes med et luksuskoncept i en ny by. Men hvis den rigtige dukker op med gå-på-mod og en pose penge, kan jeg nok godt overtales, smiler Birgitte Dannervig, der ved siden af Den Syvende Himmel også er agent for hudplejeserierne Mama Mio og Spa Find.
Den allestedsnærværende finanskrise har blandt andet lært Birgitte Dannervig at se meget mere detaljeret på virksomhedens økonomi. Når det går
godt, er det ifølge Birgitte Dannervig nemlig ingen sag at hive udgifter til huse, og pludselig bliver det en selvfølge at få skiftet dørmåtter og få leveret friske
blomster to gange om ugen, og den samme udvikling glider lynhurtigt over i medarbejdernes forventninger til lønnen - Når der er penge nok, og omsætningen bare stiger og stiger, glemmer man at se på udgifterne. Som en del af hele den strategiproces, vi har været igennem, har vi også set meget på, hvordan vi har kunnet reducere udgifterne. På den måde har vi automatisk skabt mere ro omkring tingene, hvis vi skulle træffe at få en dårlig dag i ny og næ. Og vi har rent faktisk formået at holde omsætningen og samtidig sænke de faste udgifter, uden at det er gået ud over behandlingerne. Det er sundt købmandskab, som vi selvfølgelig skulle have praktiseret også inden finanskrisen. Men på den måde har det været godt for virksomhedens ve og vel, at vi er blevet lidt mere konservative i det daglige, siger Birgitte Dannervig, inden hun som ambitiøs erhvervskvinde naturligvis må have lidt ud mellem sidebenene: - Det er ikke særlig populært at sige det, men det er sundt nok med en krise en gang imellem. Det skærper sanserne, og lykkeridderne får et reality check, som gør, at det er den høje faglighed og kvalitet, der når sejrrigt ud på den anden side. Vi kan ikke ændre verden, og herregud, det er jo kun wellness, men for mig er det afgørende, at vi ikke begynder at slække på kvaliteten og tilbyde discountpakker. Det er den slags, der udvander branchen, og det vigtigste for mig er, at vi gør en forskel. Ellers kan vi lige så godt lade være,
slutter Birgitte Dannervig.
Af Jacob Lange
Denne artikel er bragt i Væksthus Nordjyllands avis INDTRYK - læs hele avisen her
Tilbage til pressemeddelelser og artikler

