Eksportrådet flytter ind i Aalborg
Tirsdag den 15. marts 2011 startede Lars Juhl Hansen som Eksportrådets (Udenrigsministeriet) udstationerede medarbejder hos Væksthus Nordjylland i Aalborg. Det skal skabe øget internationalisering i nordjyske vækstvirksomheder.
- Det er rigtig godt, at Eksportrådet og Vækstforum Nordjylland har samarbejdet med os i Væksthus Nordjylland om at få en medarbejder udstationeret i regionen. Lars Juhl Hansen har stor erfaring og indgående viden om internationalisering og nordjysk erhvervsliv, og det kommer til at gøre en kæmpe forskel i arbejdet med at få regionens virksomheder ud over Danmarks grænser, siger direktør for Væksthus Nordjylland Flemming Larsen.
Den 10. januar blev en aftale underskrevet mellem Vækstforum Nordjylland, Eksportrådet og Væksthus Nordjylland, der sikrede en udstationeret medarbejder fra Eksportrådet til Væksthus Nordjylland i Aalborg. Det er den aftale, der har udmøntet sig konkret i ansættelsen af Lars Juhl Hansen.
Initiativet om en udstationeret medarbejder fra Eksportrådet er startet i Væksthus Midtjylland, hvor der med stor succes har haft denne konstellation siden sommeren 2008.
- Erfaringerne fra Midtjylland viser, at det bliver en succes. Eksportrådet har en hel masse viden, kompetencer og muligheder, som nu bor hos os i Væksthus Nordjylland. Og det kommer helt sikkert til at betyde nye og bedre muligheder for vækstvirksomheder i Region Nordjylland, siger direktør for Væksthus Nordjylland, Flemming Larsen.
Hos Eksportrådet er man også meget glad for, at det nu er lykkes at få en medarbejder placeret i det nordjyske.
- Internationalisering og eksport er enormt vigtigt både set i forhold til at skabe øget omsætning og vækst i virksomhederne, men også set i forhold til samfundet. Hvis vi skal bibeholde velfærdssamfundet er det helt afgørende, at danske virksomheder kommer ud over Danmarks grænser, og her er ansættelsen af Lars Juhl Hansen et helt konkret tiltag, som kommer til at gøre en forskel, siger chef for Eksportrådets kontor for innovation og partnerskaber i København, Merete Juhl Vincents Svendsen.
- Samarbejdet omkring udstationering af en medarbejder har perspektiv. Det giver rigtig god mening, at vi nu også er repræsenteret i Væksthus Nordjylland, og vi er meget glade for den aftale, der er lavet. Vi ser derfor frem til samarbejdet og forventer, at det vil bidrage positivt til internationaliseringen af nordjyske virksomheder, siger Merete Juhl Vincents Svendsen, chef i Eksportrådet.
Internationaliseringsrådgiver Lars Juhl Hansen udtaler:
- Jeg glæder mig rigtig meget til at arbejde med de nordjyske virksomheder. Eksportrådet giver adgang til et kæmpe netværk ud over Danmarks grænser, og det netværk kommer helt tæt på virksomhederne med min ansættelse.