Electromarine
Hjernerne til Nordjylland
Nordjylland vil tiltrække og fastholde flere akademikere på arbejdsmarkedet. Erhvervslivet har brug for nytænkning, og erfaringer viser, at ansættelse af en akademiker som regel fører flere arbejdspladser med sig. Men hvordan kan man bringe akademikerne til Nordjylland?
Antropolog Bodil Bjerring har forsket i lokalområder, der har fiskeri og turisme som deres primære indtægtskilder. Hun fortæller om behovene i den nordjyske region: Akademikerne har længe været en efterspurgt ressource i fiskeindustrien, der er et globaliseret felt med handel og opkøb på tværs af landegrænser. Og i de senere år er der kommet fokus på oplevelsesøkonomien som et arbejdsfelt for akademikere. Problemet inden for fiskeindustrien er imidlertid ifølge Bodil Bjerring, at mange virksomheder har erkendt behovet for medarbejdere med kendskab til sprog og kultur, men ikke har økonomien til at ansætte en fuldtidsakademiker. Bjerring anbefaler her, at virksomhederne tænker utraditionelt og går sammen om at ansætte en “dele-akademiker”. Det samme kunne gøre sig gældende inden for turismeerhvervet.
Højtuddannede tiltrækker højtuddannede
Men én ting er at skabe jobbene, en anden er at tiltrække akademikerne til landsdelen. Og her betyder netværk mellem akademikere en hel del: – Højtuddannede tiltrækker højtuddannede – sådan er det bare. Vi vil alle sammen helst omgås nogen, der ligner os selv. Nogen, der har lignende fritidsinteresser og jævnaldrende børn med os. Bodil Bjerring anbefaler, at man i udkantsområderne udbygger bestanden af attraktive lejeboliger. Så får nytilflytterne, heriblandt akademikerne, en chance for at afprøve området, inden de beslutter sig for at etablere sig permanent med ejerbolig. Og så skal regionen kunne tilbyde job til ægtefæller, da akademikere ofte danner par med akademikere. Her kunne Nordjylland ifølge Bodil Bjerring lære noget af andre regioners såkaldte ægtefællejobbørser – et fænomen, der især er slået an i Vestjylland.
Elektromarine vækstede via ingeniører
Electromarine i Skagen er en af de virksomheder, der har oplevet udvikling og vækst ved at ansætte akademikere. Virksomheden har inden for de seneste år sadlet om fra at udføre vedligeholdelse af skibenes elsystemer til at producere automatik- og kontroltavler til marine- og offshoreindustrien. Ansættelsen af ingeniører har ifølge Electromarines ledelse både skabt flere arbejdspladser – skønsmæssigt 4-5 arbejdspladser pr. akademiker – og modnet virksomheden. Direktør Thomas Lund fremhæver dog, at en virksomhed også må være klar til at tage imod og indrette sig efter de højtuddannede: Det nytter ikke noget, at vi gerne vil have højtuddannede til at arbejde for os, hvis vi ikke er parate til at inddrage dem i de produktstrategiske overvejelser, vi går med. Derfor valgte vi meget tidligt i processen at organisere os på en meget flad måde, og set i bakspejlet tror jeg, vi har været gode til at udnytte de kompetencer, vi har fået om bord.
Af Lene Høg
Denne artikel er bragt i Væksthus Nordjyllands avis INDTRYK - læs hele avisen her
Tilbage til pressemeddelelser og artikler

