For nogen er Nordjylland nok. For andre er det nødvendigt at rette blikket ud af regionen og landet, hvis målet er videre vækst. INDTRYK har spurgt to nordjyske virksomheder om, hvad der har været deres vigtigste parametre for at få succes på det globale marked.
Hjemme godt, men ude bedst
Ønsker du global succes? Her giver to nordjyske virksomheder deres opskrift
NORDJYSK BESKYTTELSE
Scanfiber i Sindal laver ballistisk beskyttelse baseret på fiberkompositter. Produktet er lettere end stål og benyttes i panser og beskyttelsespaneler til at beskytte civile og militære køretøjer, fly og helikoptere mod eksempelvis kugler, vejsidebomber og miner.
- Vores hjemmemarked var ikke så stort, så vi var tvunget til at se ud over Danmark, siger administrerende direktør Erik Bundgaard Christensen som grundlagde virksomheden i 1996. At få eksporten i gang var dog et langsommeligt forløb. - Der var mange udfordringer, og vi skulle jagte kunderne længe. Cirka fem år brugte vi på den proces, før der begyndte at ske noget. Senere blev vi en vækstvirksomhed, så kom finanskrisen, men nu går det igen den rigtige vej, fortæller han.
I dag eksporterer Scanfiber til store dele af verden, men hovedsagelig til Europa, og især til nærmarkederne i Skandinavien, England og Tyskland. Kunderne fordeler sig mellem den private sektor og forsvarsindustrien. De mange udfordringer havde imidlertid været vanskelige at klare alene.
- Vi har brugt Væksthus Nordjylland flittigt og deltaget i flere forskellige programmer, som de administrerer. Desuden har vi brugt de danske ambassader til at få lavet markedsanalyser. Det har også været vigtigt for os at være til stede på relevante messer og udstillinger, fremhæver Erik Bundgaard Christensen. Scanfiber-direktøren er ikke i tvivl om hvilke parametre, som har været de vigtigste for den globale succes.
- Kvalitet, fleksibilitet, pris og ikke mindst vedholdenhed. Man opbygger ikke en eksportsucces fra den ene dag til den anden, afslutter han.
DEN RETTE AGENT
Bevæger vi os mod sydvest i regionen, finder vi virksomheden Limitech. Limitech i Aabybro producerer maskiner til fødevare-industrien, eksempelvis miksere, blandere og kogeudstyr, som benyttes til fremstilling af flydende fødevarer. Virksomheden eksporterer cirka 80 procent af produktionen, hovedsagelig til Norden, England, Irland og Baltikum.
- Nu er vi også på vej ind i Tyskland, og i den forbindelse har vi været med i et program, hvor vi har fået nogle midler stillet til rådighed, så vi har kunnet foretage en grundig markedsanalyse, fortæller salgsmanager Jesper Jellesen. Virksomheden er midt i et generationsskifte, og Jesper Jellesen, som er søn af virksomhedens grundlægger, er således i færd med at overtage virksomheden.
- Historisk set har vi altid benyttet os af agenter i vores eksportlande, men nogle gange har det været svært at finde de rette personer. Med markedsanalysen har vi selv fået meget mere styr på processen, forklarer han.
Den kommende direktør fremhæver specielt to parametre, som har været vigtige for virksomhedens eksportsucces.
- Om man lykkes i et eksportmarked, er meget personafhængig, så det er vigtigt at være meget omhyggelig med at finde de rette agenter. Det har også været særdeles betydningsfuldt for os at have fået hjælp via vækstprogrammet Flere Virksomheder i Vækst. Det har givet os ro og tid til at analysere markedet, afslutter Jesper Jellesen.
Tekst: Katrine Hvitved-Jacobsen
Foto: PR
Denne artikel er bragt i magasinet INDTRYK 5. udgave. Se alle INDTRYK 4 artikler