International Center for Innovation (ICI) - innovation på tværs af brancher og fagområder
Center for Industriel Produktion ved Aalborg Universitet fik i februar 2009 endeligt tilsagn på 38,6 mio. kr. til gennemførelse af innovationsprojektet ICI, der er et regionalt initiativ støttet af Vækstforum Nordjylland. Bevillingen udgøres af Regionalfonds midler med et budget på knapt 88 mio. kr.
Der satses på et endnu tættere samarbejde mellem virksomheder, universitet, Væksthus Nordjylland og kommunerne. Væksthus Nordjylland der sammen med erhvervskontorerne står for erhvervsservicen i Nordjylland indgår som partner i projektet.
Pengene skal bruges til i løbet af fem år at udvikle femten nye forretningsmodeller i femten netværk. Hvert netværk skal bestå af mindst fem forskellige virksomheder og videns centre (f.eks. GTS, universitet, videnskonsulenter m.v.). Alle deltagerne skal arbejde med nye forretningsmodeller, der er fokuseret på det globale marked og kravet er at netværkene skal have en forretningsmodel klar til det globale marked indenfor to år. Hvert godkendt netværk kan modtage støtte på mellem 1 og 4 mio. kr. til køb af viden.
Prisen for at deltage i et sådant toårigt netværks forløb med støtte fra forskere, videnskonsulenter m.v. til udvikling af en innovativ global forretningsmodel er 250.000 kr. pr. netværk. Dette beløb kan evt. deles ud på de fem deltagende virksomheder i netværket.
Læs mere om projektet og evt. deltagelse (søg støtte) på www.ici.aau.dk
Status:
Da der er tale om at skabe globale forretningsmodeller er ICI Internationalt forankret med et forretningskontor i Silicon Valley og der arbejdes p.t. på etablering af kontorer i Shanghai og München så der er et globalt brohoved til henholdsvis USA, Østen og Europa.
De første to godkendte netværk i ICI har fået bevilget støtte til køb af viden på henholdsvis 2,5 og 2,2 mio. kr. For dem beskrives nu processen for de to næste år.
Laboratorierne er stort set færdige og indeholder en række spændende moduler der kan understøtte udviklingen af nye forretningsmodeller se ovennævnte hjemmeside under ICI Lab.
Projektet er i fuld gang med at finde nye deltagere til de kommende nye netværk. Evt. interesserede er velkommen til at kontakte Morten Lund, Center For Industriel Produktion, Aalborg Universitet på telefon 40 88 88 77.
