ISO-certificering
ISO er internationale standarder inden for fx miljø og kvalitet, som din virksomhed kan beslutte at følge. Det kan give dig konkurrencefordele.
Ved at blive certificeret efter en ISO standard får din virksomhed et certifikat på, at I lever op til en international standard fx inden for produktion eller miljø. Det kan forbedre jeres konkurrencesituation, fordi det kan bruges i markedsføringen af jeres produkter, i rekrutteringen af medarbejdere og meget andet.
ISO navnet dækker over en lang række internationale standarder. Specielt produktionsvirksomhedernes brug af ISO 9000 serien til kvalitetsstyring er kendt.
Din virksomhed bør blandt andet overveje at blive certificeret, hvis:
- Der er et stort spild
- I får mange reklamationer
- I står til at miste kritisk viden, når nøglemedarbejdere forlader jeres virksomhed
- Hvis I oplever at blive frasorteret som leverandører på grund af manglende certificering
Certificering er ikke kun interessant for produktionsvirksomheder. Alle typer virksomheder og organisationer vælger at blive certificeret – fx Patent- og Varemærkestyrelsen.
Certificering i samfundsansvar (CSR)
Noget af det nyeste inden for ISO er muligheden for at blive certificeret i samfundsansvar (CSR). Den danske udgave kaldes DS 49001, og med den kan danske virksomheder arbejde systematisk med bæredygtig udvikling samtidig med, at virksomheden kan drives mere effektivt og forbedre omdømmet.
Certificering i kvalitetsledelse
Over 1 million organisationer og virksomheder er ISO 9001 certificeret – som dermed er et af de mest brugte ledelsesværktøjer i verden. Mange virksomheder møder krav om ISO 9001 certificering, hvis de skal komme i betragtning til at levere produkter til større virksomheder. Her er det afgørende at kunne levere ensartet, høj kvalitet.
Andre former for ISO certificering
Stort set alle områder af en virksomhed kan certificeres – lige fra arbejdsmiljø over it-sikkerhed til sundhed og service.
På Dansk Standards hjemmeside kan du læse om de forskellige områder, du kan få certificeret.
Det tager tid og koster ressourcer at opnå en certificering. Men først og fremmest kræver det opbakning fra den øverste ledelse i en virksomhed – ellers trækker certificeringen ud, det viser al erfaring.
En certificering er ikke det rigtige for alle
Før du går i gang med at indføre et kvalitetsstyringssystem og får det certificeret, bør du undersøge, om det er et reelt krav på dit marked.
En ISO certificering siger nødvendigvis heller ikke noget om en høj standard, blot at virksomheden er i stand til at levere en ensartet ydelse.
Derfor bør du stille dig selv tre spørgsmål:
- Har du brug for et kvalitetsstyringssystem?
- Skal det opbygges efter en standard?
- Forventer du, at det på kort eller lang sigt skal certificeres?
Der er tre typer aktører, når det handler om ISO certificering. Dansk Standard står for at oversætte de internationale standarder til dansk. Derudover er der en række virksomheder, der kan certificere din virksomhed, og der findes rådgivere, som kan hjælpe dig med at opbygge de systemer, der skal certificeres.
De fleste virksomheder vil begynde med at kontakte en rådgiver – fx via Rådgiverbørsen.
Du kan få hjælp hos dit regionale Væksthus til at træffe den rette beslutning omkring certificering. Væksthuset kan også hjælpe dig med at undgå faldgruber og med at finde den rette rådgiver.
Sidst opdateret: 07.02.2012
Gennemsnit (
2 stemmer)
Din stemme er registreret
Mange tak for de gode informationer
god information