Minimere din risiko ved at give kredit
Hvis du leverer produkter til dine kunder i åben kredit, er der flere ting, du kan gøre for at minimere risikoen for, at du ikke får dine penge.
Grundigt kreditcheck
Nogle af de mest almindelige løsninger er beskrevet nedenfor, men vær opmærksom på, at ingen af dem kan erstatte et grundigt kreditcheck af dine kunder, før du begynder at levere til dem
Et kreditcheck bør i øvrigt kombineres med en vurdering af den økonomiske og politiske situation i kundernes hjemlande og gentages med jævne mellemrum.
Behold ejendomsretten
En måde at minimere din kreditrisiko på er at aftale med dine kunder, at ejendomsretten til leverede produkter forbliver hos dig, indtil købsprisen er betalt, og sådan at du kan tage produkterne tilbage, hvis købsprisen ikke betales (på engelsk: ”retention of title” eller ”ROT”).
Fem betingelser
Der er en række betingelser, som skal være opfyldt for, at et ejendomsforbehold er gyldigt og kan gøres gældende over for en kunde eller tredjepart såsom kundens kreditorer.
Betingelserne kan variere fra land til land, men der er nogle faldgruber, som går igen, og som derfor skal nævnes her:
For det første skal du sikre dig, at ejendomsforbeholdet opfylder gyldighedsbetingelserne efter det lands ret, som finder anvendelse på ejendomsforbeholdet
Du kan ikke altid selv bestemme
Du skal i den forbindelse være opmærksom på, at selv om du aftaler med en kunde, at dansk ret finder anvendelse på jeres aftale, så kan du alligevel komme ud for, at lovgivningen i kundens land bliver relevant.
Det kan for eksempel ske, hvor kunden går konkurs, og det skal afgøres, om dit ejendomsforbehold er gyldigt, ikke over for kunden, men i forhold til kundens øvrige kreditorer.
For det andet skal du sikre dig, at ejendomsforbeholdet accepteres skriftligt af din kunde, inden du begynder at levere.
Det er med andre ord ikke nok, at ejendomsforbeholdet fremgår af bagsiden af din faktura, som kunden oftest først får, efter at han eller hun har afgivet sin ordre, og du er begyndt at levere.
Du kan sikre dig kundens accept af ejendomsforbeholdet ved at sørge for, at ejendomsforbeholdet klart og udtrykkeligt fremgår af dit tilbud, og at kundens skriftlige ordre (accept af dit tilbud) udtrykkeligt henviser til tilbuddet.
Underskriv General Terms
Hvis dit ejendomsforbehold fremgår af nogle General Terms and Conditions of Sale, er det en god idé at få kunden til at returnere en dateret og underskrevet kopi af betingelserne til dig. Så er der ikke nogen tvivl om, at kunden kender betingelserne og har accepteret dem.
For det tredje skal du sikre dig, at de produkter, du leverer til en kunde med ejendomsforbehold, er specificeret.
Eksempel
For eksempel kan dette gøres ved at du henviser til produkternes serienumre i din ordrebekræftelse og faktura. På den måde bliver du i stand til at dokumentere, at det lige netop er de produkter, du ønsker at tage tilbage, kunden ikke har betalt for.
For det fjerde skal du være opmærksom på, at der ofte er særlige betingelser, der skal være opfyldt, hvis du sælger produkter med ejendomsforbehold til en erhvervsdrivende, som videresælger produkterne eller bruger dem i sin egen produktion.
Får ikke dine produkter tilbage
I den situation har du nemlig ikke mulighed for at tage produkterne tilbage, hvis din kunde undlader at betale købsprisen.
I Danmark benævnes den form for salg med ejendomsforbehold kreditkonsignation, men også i andre lande kan du komme ud for, at der gælder særlige regler.
For det femte skal du være opmærksom på, at der ofte gælder særlige betingelser, hvis du sælger med ejendomsforbehold til en forbruger.
I dansk ret findes der særlige regler om salg med ejendomsforbehold i kreditaftaleloven, hvor de regler der gælder for salg til erhvervsdrivende (kapitel 11) er mere lempelige end de regler, der gælder for salg til forbrugere (kapitel 10).
Du kan finde kreditaftaleloven på www.retsinformation.dk.