Miljøvejledning indkøb
Når du indkøber varer, er der en række miljøhensyn, du kan vælge at tage. Miljøstyrelsen har udgivet flere miljøvejledninger.
Vejledningerne rådgiver indkøbere om miljørigtige indkøb af forskellige produktgrupper, herunder fx møbler, kopimaskiner og kontorelektronik.
Miljøvejledningens form
Der findes miljøvejleder til en lang række produktgrupper. Alle miljøvejledninger består af to dele:
- En miljøvejledning (typisk på fire sider)
- En baggrundsdokumentation (typisk på otte sider).
Miljøvejledningen beskriver de miljømæssigt væsentligste emner, der bør tages hensyn til ved indkøb inden for en bestemt produktgruppe. Vejledningen indeholder bl.a. et tjekskema med en række spørgsmål til leverandører og producenter.
Baggrundsdokumentationen beskriver i detaljer, hvordan det pågældende produkt belaster miljøet set ud fra et livscyklusperspektiv. Det drejer sig fx om, hvor miljøbelastningen opstår, hvilke materialer og stoffer der kan give problemer, og hvilken betydning energiforbruget har.
Har du med elektriske og elektroniske produkter at gøre, kan du læse mere om de specifikke miljøhensyn for denne produktgruppe på hjemmesiden Eco-Design Guidelines.
Vejledningernes målgruppe
Miljøvejledningerne er primært udviklet til offentlige indkøbere, hvilket bl.a. afspejles i de produktgrupper, der er udformet miljøvejledninger for (kontorartikler, møbler, papir m.v.). Private indkøbere kan dog også anvende indkøbsvejledninger, så vidt der findes en miljøvejledning for de produkttyper, som skal indkøbes. Desuden kan fremstillingsvirksomheder inden for de udvalgte produktgrupper anvende miljøvejledningerne til at se, hvilke miljøkrav de kan forvente fra de offentlige aftagere af virksomhedens produkter.
For alle produkttyper findes der på www.miljoevejledninger.dk en liste over gode råd, specielt tilrettet det enkelte produkt.
Afhængigt af hvor store indkøb du skal foretage, kan miljøvejledningerne anvendes på forskellig vis:
Ved små indkøb
Hvis det drejer sig om få produkter, der skal indkøbes, kan du nøjes med afsnittet "Små indkøb" som findes som første side på alle miljøvejledningerne
Ved større indkøb
Er der tale om et større indkøb, som kun foretages ganske få gange, anbefales det at læse afsnittene "Stor indkøb" og ”Fakta”
Ved større og vedvarende indkøb
Hvis det drejer sig om et større indkøb af længevarende karakter, er det en god ide at læse hele miljøvejledningen og herefter overveje, hvilke miljøhensyn der skal inddrages i udbudsmaterialet
Ved spørgsmål til miljøhensyn
Hvis nogen stiller spørgsmål ved de miljøhensyn, som du ønsker at tage, så anbefales det, at du læser baggrundsdokumentationen til miljøvejledningen.
REACH er EU´s samlede kemikalielovgivning. Lovgivningen gælder for brug af kemikalier, også i helt almindelige varer, som slet ikke ligner kemiske produkter.
På http://fodpaastofferne.dk/ får du overblik over, hvordan du skal håndtere import og indkøb i forhold til kemikalier.
Sidst opdateret: 10.01.2012
Gennemsnit (
0 stemmer)
Din stemme er registreret