Tilmeld dig nyhedsbrevet og få mere at vide om hvad der sker i dit væksthus.
Tilmeld dig nyhedsbrevet her
Stolespecialisten Vela deltager nr. 200 i Flere Virksomheder i Vækst
Virksomhed nr. 200 er netop blevet godkendt til vækstprogrammet Flere Virksomheder i Vækst, det 86 mio. kroner stort vækstinitiativ fra EUs strukturfonde målrettet nordjyske virksomheder.
Knap halvandet år er der gået fra programmets igangsættelse til, at den aalborgensiske stolespecialist Vela i dag kan bryste sig af at være virksomhed nr. 200, der får tilført vækstudviklingsmidler. Dermed har Flere Virksomheder i Vækst nået en milepæl i programmets historie, og for Vela betyder det et afgørende kompetenceløft til den forankringsgruppe, der skal føre virksomheden gennem en omfattende forandringsproces.
Vi har taget hul på et meget stort strategiarbejde, der gør, at vi på en lang række områder løfter os selv, så vi bliver i stand til at erobre endnu flere markedsandele. Vi har mere end 74 års historie med os og bærer den med stor stolthed, og det har været meget vigtigt for os ikke bare at trække en stor vækstplan ned over hovedet på vores medarbejdere. Vi bruger derfor midlerne fra Væksthus Nordjylland til i første omgang at kompetenceudvikle 12 udvalgte medarbejdere, og deres opgave bliver at forankre vores vækststrategi i alle led af virksomheden. Dermed får vi alle med, og det tror vi på vil skabe lige præcis den forandringsparathed, vi har brug for for at lykkes med strategien
, siger Per Buus, adm. direktør i Vela.
Virksomheden er allerede nået langt med den visions- og værdiproces, der danner grundlag for hele vækststrategien. Som en del af processen har ordene Omtanke, Forskellighed, Grokraft og Tiltro udkrystalliseret sig, og det er dem, samtlige medarbejdere hver dag omgiver sig med i det præmierede byggeri på Göteborgvej i Aalborg, hvor Vela både udvikler og producerer ergonomiske kontorstole, arbejdsstole og elektriske kørestole til kunder rundt om i EU.
Vi er i gang med et reelt paradigmeskifte, hvor vi sammen med medarbejderne ændrer jobfunktioner, skifter it-platform, optimerer produktionsgrundlaget, højner kvaliteten og indfører nye produktionsprocesser – initiativer, der skal være med til at ruste vores salgsproces til en øget global afsætning. Det er mange ting på én gang, og midlerne fra Væksthus Nordjylland gør den forskel, at vi kan fokusere på, at processen også bliver en del af målet. Vi fokuserer ekstremt meget på trivsel og medarbejdertilfredshed og har altid gjort det, og værdiprocessen omkring alle forandringerne er således en integreret del af vores strategiarbejde
, siger Helle Madsen, HR-konsulent i Vela og en del af virksomheden gennem 27 år.
Som en del af hele processen er Vela i fuld sving med at ændre virksomheden fra at være en traditionel, produktionsdrevet maskinfabrik til i dag at være en moderne, salgsstyret logistikvirksomhed, og den forretningsplan, der ligger til grund for virksomhedens paradigmeskifte, skal fremover bane vej for yderligere vækst i både Østen og USA. De primære markeder, Vela opererer i, udgør en samlet værdi på omkring 1 mia. kroner, og Vela har en markedsandel på cirka 8-10 procent på disse nærmarkeder.
Yderligere information om Vela findes på www.vela.dk
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Adm. direktør Per Buus, Vela, tlf. 96 34 76 00 eller e-mail: pbu@vela.dk
Projektleder Flere Virksomheder i Vækst Heidi Stubberup Ebeling, Væksthus Nordjylland, tlf. 96 35 44 01 eller e-mail: hs@vhnordjylland.dk
Pressekontakt Jacob Lange, Lange PR A/S, tlf. 20 76 30 20 eller e-mail:jacob@langepr.dk
Tilbage til pressemeddelelser og artikler
![]()
