Ledelse i gulvhøjde
Det var en selvfølge, at Søren Hovmand en dag skulle overtage sine forældres virksomhed. Men opskriften på, hvordan man leder en virksomhed gennem et generationsskifte og mod ny vækst, fulgte ikke med. Søren Hovmands ingredienser blev synlige mål og konkret ledelse på gulvet.
Af Eva Højrup
Søren Hovmand husker helt tydeligt, hvordan det stod til i virksomheden, da han for tre år siden kom hjem fra en tre ugers ferie.
”Efter syv års hårdt arbejde med at ændre kulturen, troede jeg, at alt var på plads, og at jeg sagtens kunne tage væk i tre uger. Men der var rådvildhed og næsten panik hos medarbejderne, da jeg kom tilbage,” fortæller han.
Så tog Søren Hovmand en beslutning. Det var nu, han skulle bruge sin udholdenhed og holde fast i den vision han havde, da han overtog virksomheden ti år før: Virksomheden skulle forbi konkurrenterne.
”Jeg flyttede mit skrivebord ud i det åbne kontorlandskab. Jeg mødte tidligt og begyndte at rydde op i produktionen. Jeg købte opmærkningstape til gulvet og opstillede store planlægningstavler. Det skulle kunne ses, at der var en ny dagsorden. Det var ikke nok med ord,” fortæller Søren Hovmand, direktør i Hovmand A/S i Sorø.
”Da jeg kom til, lå omsætningen stabilt på omkring 12-13 millioner kroner om året. Vi var ikke særlig gode til at tjene penge, men det var enormt spændende. Vi var et firma, der bestod af en lang række Georg Gearløs´er. Alle udviklede og fandt på. Men vi brugte for megen energi på at udvikle den dybe tallerken hver gang, både med hensyn til produktet og måden vi gjorde tingene på. Vi manglede den struktur, der er nødvendig for vækst,” fortæller Søren Hovmand.
Søren Hovmand og medarbejderne gik i gang. Virksomheden blev mere fokuseret og strømlinet. I dag omsætter Hovmand A/S for 30 millioner kroner om året med en eksportandel på over 60 procent.
Virksomhedens seneste forretningsplan sigter efter en omsætning på 100 millioner kroner i 2015. Søren Hovmand udarbejder forretningsplaner i samarbejde med bestyrelsen og medarbejderne, og Væksthus Sjælland har også fungeret som sparringspartner.
”Hovmand A/S er et godt eksempel på en virksomhed, der har et uforløst potentiale, og som ikke rigtig har fokuseret på vækst. Det gør virksomheden nu, og det bliver spændende at se udviklingen de kommende år,” siger vækstkonsulent Carsten Holløse fra Væksthus Sjælland.
”En væsentlig forskel er nu, at forretningsplanen ikke ligger i skuffen, men er kommunikeret ud, så alle kender mål og opgaver,” siger Søren Hovmand.
Der er ofte pizza
Rundt om på værkstederne, hvor liftene af rustfrit stål og aluminium bliver samlet, hænger der tavler med virksomhedens resultater. Hvis der på en uge kommer en ordretilgang på over en million, er der pizza.
”Så jeg kan afsløre, at vi spiser rigtig meget pizza for øjeblikket, fortæller Søren Hovmand stolt.
”Jeg havde ikke gjort mig helt klart, hvad det var, jeg overtog. Det gik efterhånden op for mig, at virksomhedens fundament og interne strukturer ikke var stærke nok til vækst. Det var ikke nok med en god ide. Det tog ti år at få styr på det. Ti år er lang tid, og hvis jeg havde vidst, hvad jeg gik ind til, er jeg ikke sikker på, at jeg havde gjort det. Jeg har også begået masser af fejl, og de første seks-syv år syntes jeg ikke rigtigt, at der skete noget,” fortæller han.
Men nu er det anderledes, og i år holder Søren Hovmand en velfortjent ferie på fire uger. Medarbejderne kan sagtens styre biksen så længe.
”Nu er det ikke længere brandslukning, problemer og svære samtaler. Jeg kan tage mig i ikke at vide, hvad jeg skal lave. Så nu er der tid til at udvikle nye produkter og markeder, konstaterer Søren Hovmand med en tilfreds mine.
Sidst opdateret: 22.03.2011