De oplysninger, du finder her, er generelle og ikke udtømmende. Du bør derfor ikke bruge dem til at træffe beslutninger uden først at have rådført dig med en professionel rådgiver.
Vurderingsberetning (ApS og A/S)
En vurderingsberetning udarbejdes af din revisor.
Hvis selskabskapital indskydes i et anpartsselskab eller aktieselskab i andre værdier end kontanter, fx en eksisterende virksomhed, et varemærke eller en bil (apportindskud), så skal der som hovedregel laves en vurderingsberetning af en revisor. Formålet er at sikre, at værdien af indskuddet mindst svarer til selskabskapitalen, og at selskabskapitalen altså er til stede. Her kan du læse om og se et eksempel på en vurderingsberetning.
Hvis du er i tvivl om, hvad et fagord, der er brugt på siden, betyder, så kig i Aktionærens ordbog, der udgives online af Dansk Aktionærforening. Måske kan du finde ordet der.
Du kan se et eksempel på en vurderingsberetning her.
Selskabsloven er en lov, der indeholder regler om anpartsselskaber og aktieselskaber. Selskabsloven siger i, at en vurderingsberetning skal indeholde følgende oplysninger:
- En beskrivelse af hvert indskud
- Fremgangsmåde ved vurderingen
- Vederlag for overtagelsen
- Erklæring om værdi
- Eventuelt en åbningsbalance
En vurderingsberetning må ikke være mere end fire uger gammel, og det gælder, både hvor selskabskapital indskydes i andre værdier end kontanter ved stiftelsen (start) af et anpartsselskab eller aktieselskab, og hvor det sker senere i forbindelse med en forhøjelse af selskabskapitalen i et selskab, der allerede er stiftet.
Beskrivelse af indskud
Vurderingsberetningen skal beskrive hvert enkelt indskud, der indskydes som selskabskapital i et anpartsselskab eller aktieselskab, så der ikke er tvivl om, hvad det er der indskydes, og hvad det er vurderingsberetningen udtaler sig om. Beskrivelsen kan fx være en kortfattet beskrivelse af et patent med angivelse af patentnummer.
Fremgangsmåde ved vurdering
Vurderingsberetningen skal oplyse om, hvordan revisor har foretaget sin vurdering af de værdier, der indskydes som selskabskapital. Hvis indskuddet fx er en bestående virksomhed, kan fremgangsmåden være, at der tages udgangspunkt i virksomhedens balance pr. 1. januar og forventningerne til den fremtidige indtjening i det selskab, som værdierne indskydes i.
Vederlag for overtagelsen
Vurderingsberetningen skal oplyse om den købesum, der er fastsat for selskabets overtagelse af de værdier, der indskydes som selskabskapital, d.v.s hvor meget selskabet skal betale til indskyderen for at få værdierne. Oplysningen kan fx gives ved, at revisor udtaler, at vederlaget for de indskudte værdier udgør x kr., der betales i form af nominelt x kr. kapitalandele i det selskab, som værdierne indskydes i.
Erklæring om værdi
Vurderingsberetningen skal indeholde en erklæring fra revisor om, at den økonomiske værdi, som revisor vurderer, at indskuddet har, mindst svarer til den købesum, som selskabet betaler til indskyderen for at få indskuddet. Erklæringen kan fx gå ud på, at revisor udtaler, at den økonomiske værdi af indskuddet efter hendes eller hans opfattelse mindst svarer til købesummen på nominelt x kr. kapitalandele i selskabet.
Eventuel åbningsbalance
Hvis de værdier, der indskydes som selskabskapital, er en bestående virksomhed eller en bestemmende post anparter eller aktier i et andet selskab, så skal vurderingsberetningen også indeholde en åbningsbalance for det pågældende selskab. Åbningsbalancen skal udarbejdes efter årsregnskabsloven og skal være revideret, hvis det pågældende selskab er forpligtet til at revidere sine årsrapporter efter årsregnskabsloven.
Hej Jeg påtænker at starte egen virksomhed, men har lige et par spørgsmål som jeg håber du eller en ...
Hej Min kæreste og jeg vil rigtig gerne åbene en lille butik på vores adresse hvorfra vi vil sælge ...
